At redde forgæves ved at myrde

Den russiske fyrste, Felix Felixovich Jusupov, blev udråbt som hovedmanden bag mordet på munken Rasputin. Efter mordet blev Jusupov sat i husarrest, men siden flygtede han med kone og barn til Paris, hvor han levede resten af sit liv.

Trilogien DET MAGISKE UR vrimler med historiske personer. En af dem er behæftet med det ubehagelige tilnavn: morder. Den russiske fyrst Jusupov, som det drejer sig om, var hovedmanden bag den sammensværgelse, der før den russiske revolution i 1917 ønskede munken Rasputin fjernet. Men bevæggrunden for Jusupovs ugerning – undskyldningen, om man vil – var ønsket om at redde sit land og zardømmet.

Den skumle munk, Rasputin, havde i Jusupovs øjne så meget magt, at zardømmet var i fare.

Trods intentionerne endte mordet hverken som en afværgende eller udsættende faktor for den russiske revolution, selv om udåden kan have ”pustet til ilden”.

Men sjældent har en ”aflivning” været mere omgærdet af mystik og spekulation. Og morderen selv? Ja, både samtidens og eftertidens medier forfulgte sagen. Rygterne svirrede. Jusupov nægtede at medvirke – og afviste efter sigende også et filmselskabs ønske om at filmatisere den grusomme episode. Men det stoppede ikke de vedholdende mytedannelser.

Til sidst skrev Jusupov sine memoirer for at aflive alle usandhederne og smædekampagnerne. Disse erindringer danner blandt andet baggrund for historien, som den er fortalt i 2. del af DET MAGISKE UR, Forbandelsen.
Her følger lidt af optakten til det uhyggelige drama:

"…
Disse besøg går mig på. At sidde og lade, som om man er mandens medløber og nikke til al hans floromvundne, fordrukne snak. Jeg foragter denne Rasputin og er samtidig draget imod ham på uforklarlig vis. Hvilket dilemma. Men jeg må og skal vide, hvad der foregår, og hvad hans virkelige hensigter er.

Fyrst Felix Jusupov bøjede sig over dagbogen. Tænkte lidt og satte igen pennen til papiret.

I går lovede han, at jeg skulle få alt at vide, når tiden var inde. Han ville forøge min rigdom og sørge for, at jeg traf de rigtige mennesker.
Hvilken hån. Hvem tror han, han er? Jeg måtte lægge bånd på mig selv for ikke at fare i struben på ham. Men hans øjne forheksede mig og lammede min handlekraft.
Første gang jeg opsøgte ham ... det var min families idé. De talte om min grammatiske fejl – min forkærlighed for mænd – som en sygdom. De mente, han kunne helbrede mine tendenser. Jeg gik med på spøgen og lod ham hypnotisere mig. Jeg var ude af stand til at røre mig længe efter. Jeg var helt i hans vold. Det var modbydeligt.

En gysen gik gennem den skrivende ved mindet om de stikkende grå øjne. Denne Rasputin forekom mere og mere som en trussel. Fyrsten lænede sig mod stoleryggen og trak vejret dybt.
Han var en ung mand med fine træk, en aristokratisk smal næse, velformede læber og en sirlig frisure.
Det feminine i hans karakter hang sikkert sammen med hans noget aparte barndom. Da hans mor ventede ham, havde hun været så overbevist om at få en pige, at hun kun havde bestilt lyserødt babyudstyr. For at bøde på skuffelsen over at det blev en dreng, havde hun klædt ham i pigetøj indtil hans femte år. Måske derfor nærede han stadig en forkærlighed for at klæde sig i kvindetøj ved festlige lejligheder.
I det hele taget var han den grove bondekarl og påståede mirakelmands modsætning.
Fyrsten lagde pennen fra sig og tændte en cigaret. Han kunne ikke lade stå til. For to år siden var han blevet gift med Irina, zarens niece. Og dette familieskab forpligtede.
Han tog et dybt drag af cigaretten og rakte ud efter et skrin. Åbnede det og beskuede indholdet – en gave fra hans mor, som hun havde købt på auktion.
Hvilket pragteksemplar … Den måtte kunne bruges til formålet.
…"