Fortættet stemning a la underlige aftenlufte
På en aftentur forleden slog jeg vejen forbi Kastellet.
Det var lunt, vindstille - og lyset sitrende gyldent. Der var en næsten magisk atmosfære over området. En egen ro. Hvorfor jeg bare måtte have mobilen frem og tage et billede. Og så var det, jeg pludselig kom til at tænke på Adam Oehlenschlägers digt. Han skrev det tilbage i 1805, mens han var i Tyskland, og kaldte det “Hjemvee”.
Nu er det ikke, fordi jeg lider af hjemve. Jeg er bare glad for at have hjemme her, selv om jeg elsker at rejse. Men Kastellet er min barndoms “hood” - og jeg har mange minder herfra. Helt tilbage fra dengang, min far sejlede, og hvor det var et tilbagevendende ritual, at jeg sammen med min mor tog ud på Langelinie via Kastellet for at vinke til skibet.
Det var på Kastellet, at jeg i sin tid tabte min tandbøjle (det er stadig et mysterie, hvordan det kunne ske) - og genfandt den mange timer senere i det høje græs ved beskyttelseshøjene. De er jævnet med jorden idag …
Det var her, jeg gik på opdagelse på voldstierne. Her jeg kælkede om vinteren. Og solede mig om sommeren. Læste, grinte og havde lange samtaler med venner og veninder.
Det var her, jeg fik mit første kys.
Det var også her, min ældste datter (dengang hun var bare 9 år) kørte på sin splinternye, store cykel og ved et uheld, fordi hun ikke havde helt styr på bremserne, landede i voldgraven. Og kom drivende våd hjem med sig selv og cykel indsmurt i andemad og åkandesnask. Det tog hende desværre en del år at komme sig oven på dén køretur …
Det var ved indgangen til Kastellet, at jeg for nogle år siden så en svane gå amok på en parkeret bil, fordi den så spejlbilledet af sig selv i vogndøren. Stakkels bilejer, tænker jeg. For bilen blev på få minutter både bulet og skrammet. Og ingen turde nærme sig den vrede fugl. Så den fortsatte med rasende hvæsen at hakke på skærme, spejle og ruder. Respekt for de kræfter, en svane kan mønstre, siger jeg bare.
Det var også her, jeg blev gift - i Kastelskirken.
Og det er her, jeg stadig går de herligste ture.
Ja, Kastellet ER nok et af de steder, jeg kunne få hjemve til, hvis jeg var længe væk hjemmefra. Så måske er det ikke så underligt, at jeg kom til at tænke på salig Oehlenschläger og hans digt.
Det følger her:
1. Underlige aftenlufte!
hvorhen vinker I min hu?
Milde, lune blomsterdufte!
sig, hvorhen I bølger nu.
Går I over hviden strand
til mit elskte fødeland?
Vil I dér med eders bølger
tolke, hvad mit hjerte dølger?
2. Matte sol! Bag bjergets stene
luerød du daler ned,
og nu sidder jeg alene
i min dunkle ensomhed.
Hjemme var der intet fjeld,
ak! så er jeg ude vel,
skal i nat ej barnligt blunde
i min Herthas grønne lunde.
3. Stille! stille! hisset gynger
båden mellem siv og krat,
sødt en mø ved cithren synger
i den tavse, lune nat.
Hvilke toner! Milde lyst,
hvor du strømmer i mit bryst!
Men hvad savner jeg, og græder,
mens hun dog så venligt kvæder?
4. Det er ej den danske tunge,
det er ej de vante ord,
ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved hytten træet gror.
Bedre er de vel måske,
ak, men det er ikke de!
bedre, tror jeg vist, hun kvæder;
men - tilgiver, at jeg græder!
5. Tager ej min sang for andet
end et ufrivilligt suk!
Længselsfuldt heniler vandet,
aft'nen er så blid og smuk.
Mangen sådan aftenstund
sad jeg i min kære lund,
mindet vender nu tilbage,
det var årsag i min klage.