Uden saks og klister …

En forfatter i mit netværk spurgte for nylig:
Hvorfor skriver I?
Mit svar ligger lige for: Fordi jeg ikke kan lade være med at forfølge tankerne.
Men der er selvsagt andre bagvedliggende "årsager", som kan være ret forskellige fra den ene skrivende til den næste.

For mit vedkommende er det en livsstil - en vane, der er vokset frem lidt efter lidt. Og det fører mig et øjeblik tilbage til dengang, jeg uddannede mig til møbelarkitekt (gisp, det er virkelig længe siden). På det tidspunkt var jeg bare enormt glad for at tegne og male alt muligt, fra still-leben, croquis til landskaber - men teknisk tegning og det at formgive var et nyt univers.
Jeg begyndte at betragte omgivelserne på en ny måde: Hvordan alt så ud, hvordan det var konstrueret, og ikke mindst hvordan de forskellige ting blev brugt.

Hver dag bragte nye opdagelser, utallige skitser og endnu flere noter. Og netop disse optegnelser, kombineret med måden at analysere og tænke i løsninger, har givet mig nogle værdifulde basis-værktøjer i forfattergerningen.
At jeg kun nåede at arbejde med møbeldesign i få år, hænger sammen med, at jeg begyndte at anmelde møbelmesser i et fagblad. Og derfra var der ikke langt til også at interviewe og skrive mindre features.

Skriveriet kunne sagtens være endt der. Men på det tidspunkt var møbelbranchen i knæ. Tegnestuer lukkede på stribe, og som selvstændig med egen tegnestue var det overordentlig svært at få økonomien til at balancere. Jeg måtte supplere min indkomst - og endte som redigerende medarbejder på et specialmagasin, hvor min pen blev hvæsset med "learning by doing" a la gammeldags mesterlære.

Der er til gengæld vid forskel på at skrive en artikel og en roman. Så mit dybereliggende svar på, hvorfor jeg skriver, skal hentes i en påskefrokost for over 20 år siden. Ja, en påskefrokost. Hos en veninde, jeg kender helt tilbage fra folkeskolen.

Efter en fortrinlig frokost med alt, hvad dertil hører, afslørede min veninde, at hun havde meldt sig til et skrivekursus og ville vise mig, hvad hun havde forfattet. Jeg skimmede ned over et par sider og blev paf. Det var simpelt hen smaddergodt. Og derfor pressede jeg hende voldsomt for, at hun skulle gøre noget mere ved det.
"Det kan du da selv," gav hun igen.
Og efter flere timers drilleri og snak frem og tilbage blev vi enige om, at vi kunne gøre et forsøg og skrive på et fælles projekt.

Ha! Havde vi vidst, hvad det indebar, havde vi nok holdt os tilbage. Men som humlebier, der ikke aner, hvordan man flyver, men bare gør det, gik vi bare til biddet og skrev. Læste et hav af historiske baggrundstekster, memoirer og konspirationsterier. Udvælgelsesprocessen var hård - men det lykkedes. Vi skrev om, smed væk, indsatte nye delelementer, redigerede og byttede rundt på rækkefølge efter den gamle journalistiske læresætning:
“Uden saks og klister, ingen journalister" og "kill your darling".
Den fortælling, vi bryggede sammen, endte nogle år senere med udgivelse (Det Magiske Ur).

Dermed blev fundamentet endegyldigt lagt under min forfatternerve. Siden har jeg skrevet, både alene og sammen med andre i fritiden.
Det er en hobby. En uforlignelig en af slagsen. For jeg behøver ingen ketcher, ingen spillekort eller særlige løbesko.
Det er bare at gribe pennen (og tasterne). Og lade fantasi og alt det, jeg oplever, smelte sammen til alenvis af historier, anekdoter og eventyr.

Fotos: Gaelle Marcel og John Jennings, Unsplash