Den grønne nerve
Foto: Andrew Measham, Unsplash
Frodige enge, skønne skove, klare vandløb, diversitet i dyrelivet og ren luft er der velsagtens ingen, som vil undvære. Selvfølgelig ikke. Men hvordan man bremser den fæle forurening og får vendt klimaproblemerne, er der delte meninger om.
Selv er jeg lidt træt af Greta (du ved hvem) og politikere, der kalder på reformer og ændringer. Og jeg vil godt afsløre hvorfor:
Vi har jo alle set, hvor nemt forureningsnøglen har kunnet drejes: Under nedlukningen ifm. Corona oplevede jeg, hvor knitrende klar luften blev - hvor lysets farver fik et særligt skær - hvordan man pludselig kunne se helheden i sin by uden selfiestænger, turistbusser og krydstogtflydere. Hvor vilde dyr vovede sig frem på menneskenes revirer. Hvilken ro, der lå hen over vores land, og hvordan flertallet standsede op for at passe på hinanden.
Som mange andre var jeg selvsagt frustreret over de mange problemer, der også fulgte med. Men samlet set fik man et glimt af et samfund, som udmærket kunne fungere, når børneinstitutioner, arbejde og forlystelsesliv kom i gang igen.
Nu er restriktionerne smidt på porten. For yes, faren er overstået.
Men er den det? Corona’ens uhygge er nok sendt på pension grundet vaccinerne. Men de spæde tegn på naturens genkomst - skal vi bare glemme dem? I min optik handler genåbningen ikke kun om at sortere affald og vælge biler, der kan lades op (elektriciteten til det koster jo også noget på forureningskontoen, går jeg ud fra). Handler en grøn fremtid ikke også om at vælge til og fra på de punkter, hvor det kan og vil gøre ondt? Rejse knap så tit (med fly), sætte loft på mylderet af turister og tænke i nye baner, der både gavner samfundet og klimaet?
Jeg vil ikke være en lyseslukker og mener, at hver enkelt må overveje, hvor og i hvilket omfang man vil nære en klimavenligere fremtid. Blot er det nærliggende at åbne øjnene for nye muligheder, som ikke blindt forfølger den tråd, vi stod med før marts 2019.
I mellemtiden rejser jeg i fantasien - til steder, jeg endnu har til gode. Til svundne tider og gennem sorte huller til fremtidens frodige pletter.
Jeg glæder mig over at kunne sende mine ord hurtigere frem end med flaskepost. Men håber, at vores grønne nerve når hurtigere i vej - i en øget bevidsthed om, at det ikke er nok at være stoisk.