Med ryggen til oplevelsen

Foto: Saxet fra inernettet.

Du har sikkert set det mange gange: Et virvar af højt hævede arme med viftende mobiltelefoner, der indfanger oplevelsen - for at forevige øjeblikket.
Jeg gør det ofte selv: fotograferer en bygning, et sceneri eller et sjovt øjeblik. Nogle gange gør jeg det for at huske situationen, eller i forbindelse med spirende ideer eller research til noget, jeg kunne finde på at skrive om senere hen. På andre tidspunkter er det glæden ved at “fryse” et perspektiv eller bare noget flot/spændende, som jeg vil dele med andre efterfølgende.

Alligevel tager jeg mig tit i, at jeg på den måde lægger afstand til det, der indfanges i kameralinsen. I stedet for at suge hele øjeblikket til mig, opstår en distance. Som om jeg ikke selv deltager men blot er tilskuer.

Derfor krøb dette billedes motiv straks ind i min eftertanke: Her sidder skallen af et menneske ved et fantastisk udsigtspunkt - med ryggen til. Som om vuet og verden er uden betydning. Og som om mennesket i de svøbte, stivnede gevandter har forladt virkeligheden for at flygte ind i erindringernes univers.

OK, det er måske lidt højtflyvende lommefilosofi. Ret beset minder skulpturen også om en af ringfyrsterne fra Ringenes Herre. Blot i lyse klæ’r, der indikerer en ganske anden og mere positiv tilgang til sceneriet.

Hvilket både er sandt og lidt sært: De mærkelige spøgelsesskulpturer er fra slottet Vezio i Norditalien. Spøgelserne bliver til hver sommer med udgangspunkt i turister, som indvilliger i at blive sat i en bestemt stilling og dernæst dækkes med gaze og hvidt kridt i ca. 20 minutter, til materialet er størknet.
Skulpturerne placeres bagefter rundt omkring på slottets område og forgår i løbet af vinterens snedække.
Der er med andre ord intet filosofisk over den tilbagevendende “happening”. Eller er der? Jeg forbeholder mig i al fald retten til at tænke i historiske baner:
Hvem har mon siddet model til dette spøgelse? Hvorfor vender det ryggen til landskabet og stirrer tomt på enhver, der kommer forbi for at beundre udsigten? Og når skulpturen ender med at smelte i sne, er det så fordi sjælen flyver væk?

Måske fortaber meningen med skulpturerne sig blot i, at intet varer evigt. At man må lægge oplevelsen bag sig for at opleve nyt. At oplevelsen kun lever i brøkdelen af et øjeblik. Hvis man altså ikke lige tager et billede med mobilen…