At tage magten - eller få den

Ridley Scott’s nye film, Napoleon, har premiere 22. november 2023. Den film bliver jeg nødt til at se. Ikke kun på grund af Joaquin Phoenix, der er en fabelagtig skuespiller. Men i lige så høj grad på grund af emnet. For lige præcis den periode – op til Napoleons magtovertagelse, er nemlig med i min og Lottes historiske fantasytrilogi Det Magiske Ur (1.del – Diamantkuppet). Og der er et særligt afsnit, som jeg håber at se i filmen, nemlig den berømte sværdscene i forbindelse med statskuppet. Hvorfor, afslører jeg her.

Første gang, jeg besøgte Saint Cloud-parken uden for Paris, skete det: Jeg forestillede mig pludselig at være der i en anden tid, hvor parken dannede ramme om andre menneskers liv og skæbne. Nærmere bestemt i slutningen af 1700-tallet, hvor den smukke park havde sin storhedstid.
Her mødtes De 500’s Råd i slottets tidligere festsal og skændtes i det uendelige i forsøg på at stoppe Rædselskabinettets uhyrligheder efter revolutionen. Hvor mange havde mon redet ad støvede alléer hen til slottet i sitrende hede? Hvad tænkte og diskuterede folk dengang for længe siden? Hvilke ideer og drømme fyldte dem, når de gjorde holdt for at betragte den imposante kaskade-fontæne?

Egentlig tror jeg ikke på skæbnens tilfældigheder – og så alligevel. Mange år senere kom jeg tilbage til parken. Og følte mig ramt igen. Det var, som om parken insisterede på at give mig syner. Denne gang kom der tilmed ansigter på de mennesker, som for mere end 200 år siden befandt sig inde i og uden for slottet. Og som tog del i en begivenhed, der fik enorme konsekvenser for hele Europa.

På det tidspunkt kendte jeg ikke detaljerne, kun at det var her, at en vis Napoleon Bonaparte gennemførte sit statskup – med sin bror, Lucien’s hjælp – og blev Frankrigs hersker. Men parken emmede af historisk vingesus. Sådan følte jeg det i al fald. Tilmed så livagtigt, at det rislede mig koldt ned ad ryggen. Jeg slog det imidlertid hen. Indtil jeg sammen med min medforfatter Lotte begyndte vores research til det, der endte med at blive trilogien Det Magiske Ur. Og så endte parken og de historiske begivenheder, som fandt sted dér, i manuskriptet.

Men som det hænder indimellem, må man skære ind til kernen – kill your darling, som skrivere kalder den disciplin. Episoden omkring Napoleons statskup trængte til opstramning. Og derfor blev nedenstående sekvens omskrevet og sværdscenen taget ud. Ikke fordi den var dårlig, men fordi hovedpersonerne i romanen ikke var til stede.
Men jeg synes stadig, det er skrap kost: at Lucien Bonaparte svor at begå brodermord, hvis Napoleon svigtede revolutionen og opførte sig som en tyran. Jeg har ledt med lys og lygte efter billeder af den berømte sværdscene – men det nærmeste, jeg er kommet, er dette maleri af François Bouchot, der viser balladen inde i De 500’s Råd.