Et strejf af blålys

Før Grækenland for alvor blev mål for nordeuropæiske, solhungrende badegæster, tog min familie til Rhodos. Jeg var vel en 10 år, min 2-årige lillebror sad i klapvogn - og vi blev indkvarteret med vores forældre på et næsten færdigbygget hotel.

Rejsen gjorde indtryk på mig. For eksempel udsigten fra værelsets balkon med et virvar af byggepladser og kraner - og min mors medbragte dypkoger, der gik i overgang og nær havde sat ild til sengebordet.
Min bror og jeg blev møgforkælet af personalet med cola og chokolade fra tidlig morgen, og det blev hurtigt min mor for meget. Vi børn skulle da have mælk! Desværre forstod ingen på hotellet engelsk, men efter en morsom gestikuleren med diverse lydeffekter lyste den unge tjener op i et stort smil. Min mors “muh” blev endelig forstået. Troede hun. Det viste sig, at personalet ikke ejede en ko men havde en ged stående i en baghave bag køkkenet. Så få minutter senere kom tjeneren stolt anstigende med nymalket gedemælk. Aldrig har jeg smagt noget så fælt! Jeg kastede op på stedet. Min bror skreg uhæmmet og spyttede og hostede lange tråde af fedt fra den lune gedemælk ud over bord og gulv i restauranten, som vi var de eneste gæster i.
Så slap vi for mælk resten af den ferie …

Lige i nærheden lå byens torveplads, hvor det vrimlede med magre katte og mjavende killinger, som hyggede sig mellem frugtkasser og fiskebaljer. Her var et leben af folk, som spillede musik, sang og dansede - når de ikke lige handlede eller drak ouzo, mens de livligt pludrede og gestikulerede. En af de dansende, en yngre mand med et stort smil, kunne enkelte gloser på engelsk. Og hvordan det nu kom sig, blev han vores guide. Jeg husker ikke, hvad han hed - men han var vild med os. Min far forærede han cigarer, og min mor fik - hold fast - friskkværnet smør. Det var tilsyneladende helt exceptionelt dyrt og fint. Og min mor må have gjort sig stor anstrengelse for at skjule sin forbløffelse. Eller også blev hun så befippet, at guiden blev endnu ivrigere. For de følgende dage viste han os rundt, ikke kun i byen, men også på udflugt til Lindos, med en glæde, som var vi hans egen familie.

Min mor blev utilpas ved denne overstrømmende venlighed. Hun syntes, han var sød, selvfølgelig, men mente, at det var for meget af det gode. Min far affærdigede hende - nej, vores guide var da en velbeslået levemand, som gerne ville vise sit land fra den bedste side.
Det gik så vidt, at min far - som ville give min mor nogle fine guldcharms til hendes armbånd - fik nedslag i prisen på vores guides forhandling med guldsmeden. Og guiden insisterede derefter på at forære min mor en safirbesat ring. Behøver jeg tilføje, at overlæben på en vis dame blev stram trods glæden over både charms og ring?

Et par dage senere tog min mor os børn til stranden, der lå en længere spadseretur fra hotellet. Det var ikke bare varmt, solen bagte ubønhørligt fra en knaldblå himmel, og gaderne lå øde hen. Ingen orkede at bevæge sig rundt i den hede. Bortset fra os, altså. Lige indtil vi blev råbt an af en mand fra en sidevej. Min mor standsede forbløffet. For den mand, som nu kom ilende, var en snavset gut i gammelt tøj med en fejekost under armen. Men under den lurvede kasket genkendte vi alle tre vores guide. Ham, som mine forældre antog for en rig mand, viste sig at være en fattig gadefejer.
- Ela, ela, kaldte han og vinkede. Vi skulle åbenbart følge med ham hen til hans trillebør lidt nede ad vejen. Her hev han en flaske vand frem, så vi kunne få noget at drikke. Og så trak han en paraply frem og slog den op, så vi kunne få lidt skygge. Det ville min mor ikke være bekendt. Det afslag ignorerede han. Jo, paraplyen skulle vi tage med på vores tur.

Jeg kan stadig høre min mor fortælle min far om gadefejeren, da vi kom hjem senere den dag. Ikke ordret selvfølgelig. Men hendes oprevne tonefald mindes jeg tydeligt. Om aftenen, da vi mødtes med vores “rige” guide på markedspladsen, havde min mor paraplyen med. Min far havde købt guiden en ny kasket. Og resten af ferien listede min mor småting ned i hans lommer, bl.a. en lommekniv, arbejdshandsker, en nøglering og et slips.

Mange år senere fortalte min mor, at vi også havde mødt guidens familie. Og at hotellets tjener, der serverede gedemælken, var i familie med vores guide. Den unge tjener kom til Danmark nogle år efter for at besøge os - med favnen fuld af gaver fra vores gadefejer-guide. Og drog hjem belæsset med returgaver til hele den græske familie.

Gad vide, hvad der blev af disse mennesker. Det, der står klarest for mig, er at rigdom i ånden slår alt. I dag er det eneste minde om gadefejeren den safirbesatte ring, jeg nu har arvet efter min mor. Og den hæger jeg om. For den husker mig på, at blålys kan have flere facetter.