Tag med i 130 meters dybde

Har du prøvet at gå rundt i en mine, 130 meter under jordens overflade?
Det gjorde jeg for nogle uger siden, nede i den berømte Wieliczka saltmine lidt uden for Krakow i Polen. Og det er en ret sær fornemmelse, der rammer én, når man går rundt i de mange minegange, passerer skakter, oplever vældige grotter og sale og et væld af scenerier udskåret i vægge og nicher.

Suget i maven bliver endnu mere udtalt, når man som jeg pludselig føler sig lidt “tipsy” dernede i dybet. Ikke at jeg blev dårlig. Men jeg forstod med ét, hvorfor guiden udtrykkeligt gjorde opmærksom på, at man skulle til, hvis man fik det skidt. For nogle kan trykket føles så ubehageligt, at man hurtigst muligt må op til jordens overflade. Og jeg tillader mig at tro, at det kan være lidt det samme, man kan risikere at blive ramt af som dybhavsdykker langt nede under havoverfladen.

130 meter (som almindelig besøgende er det den dybde, man max. når på 3. niveau) lyder egentlig ikke af meget - slet ikke, når man ved, at minen på det dybeste sted er 347 meter (Eiffeltårnet i Paris er, til sammenligning, kun 312 meter højt). Men jeg kan godt afsløre, at 130 meter er rigeligt, især ved tanken om, at saltminen har hele 9 niveauer og 245 km gange.

Det vilde er, at man - efter at stavre ned af først 22 trappesving til 64 meters dybde og siden endnu flere trætrappesving til 90 meters dybde - bliver fuldstændigt overvældet af den underjordiske verden, der åbenbarer sig, når man er trådt gennem den første sikrings-sluse for at undgå vindstød.

For ét er den fysiske påvirkning. Noget andet er de tanker, der uundgåeligt flyver gennem hovedet, mens man går rundt i de endeløse (sådan føles det) tunneler. Minegangene emmer af historier, der hvisker til dig fra dybet. Her har man udhugget kæmpe saltblokke siden middelalderen. Du kan næsten høre lyden af hammerslag, skramlen med vogne, hestevrinsk (ja, man havde endog heste i dybet), minearbejderes råben… Hvilket man i øvrigt både ser og hører de steder, hvor man passerer forskellige scenerier, som er udhugget i klippevæggene.

Hvis du spørger mig, behøvede jeg hverken scenerier eller lyddesign for at få fantasien til at løbe. Jeg har samlet et uddrag af de utallige billeder, jeg tog ved besøget. De giver en appetitvækker på, hvad der er at se. Bemærk fx den lysende madonna-statue, som viser det krystalliserede salt.

Mens vi gik rundt i saltlabyrinten, kom jeg til at tænke på Jules Verne’s Rejsen til Jordens indre og på dværgenes rige, Erebor, under Det Ensomme Bjerg i Tolkiens Ringenes Herre. Og uhyggen voksede, efterhånden som jeg bevægede mig længere ned ad endnu flere trapper til 130 meters dybde på 3. niveau. Her ankom man så til endnu større grotte-sale og saltsøer. En af hovedattraktionerne er en enorm sal med udskårne billeder fra bibelen.

Forestil dig, hvor mange der døde i dybet, når skakter, der ellers var afstivede med enorme mængder af tømmer, styrtede sammen - den slags ulykker har der været en del af i tidens løb.
Så selv om man i dag går rundt i sikrede minegange med særlige guider, og til trods for, at det afstivende tømmer efterhånden er gennemsyret og stenhårdt af salt, lurer klaustrofobien lige under huden…

At dø i en salt sø

Hvor dyb søen her er, ved jeg ikke. Men at den er salt som bare pokker, ses tydeligt på aflejringerne langs kanten.

Koncentrationen af salt er, ikke overraskende, enorm. Det forstod jeg til fulde, da jeg passerede et sted med vand, der løb gennem en af minegangene. Jeg holdt en finger ind under den rindende vandstråle for derefter at smage. Føj, hvor var det salt.
Det Døde Hav’s salinitet er gennemsnitligt ca. 32 % - men i Wieliczka-saltminen er de underjordiske søers koncentration endnu højere; efter sigende ca. 36 %. Til sammenligning ligger saltprocenten i Vesterhavet på ca. 3,3 %.

Man kan med andre ord ikke synke i vandet og dermed heller ikke drukne.
Men dø, det kan man.
Ved udkanten af en af søerne er der en “kærligheds”-tunnel, hvor man efter tidligere kunne ro ind og hygge sig. Men en gang gik det galt: En gruppe på vist nok seks mand roede, lettere beduggede ind i tunnelen for at feste.
De havde rigelig sprut med sig og drak tæt. På et tidspunkt blev festlaget dog så animeret, at båden tippede og lagde sig som et låg oven på de overraskede fulderikker. De kunne ikke dykke ned, ud og op men havde heller ikke kræfter nok til sammen at få vendt båden op på ret køl.
Resultatet var, at de døde - kvalt på grund af iltmangel.

Kun 2 % af minen er åben for besøgende. Du kan læse meget mere om saltminens historie og udnyttelsen af den her
Og skulle du planlægge en tur til Krakow, kan jeg kun sige, at minen absolut er et besøg værd.