Når sprogpolitiet råber vagt i gevær

Bias - og alt det dér

Sprog’tulipiet’s løftede pegefingre kan godt blive lidt for meget - alligevel kommer jeg indimellem i et ondt lune, når diverse udtryk og gloser anvendes forkert. Ganske vist har jeg intet imod fremmedord/låneord/populære udtryk. For sproget er jo elastisk og bøjeligt, det sprudler ved at krydres med nye formuleringer for at understrege eller opfatte udtalelser på en anderledes måde. De beriger og forædler. Men ikke altid. Undtagelserne bekræfter - fristes man til at sige - de guldrandede regler.

Som en kommunikationsrådgiver forleden blev citeret for på LinkedIn, sniger der sig sproglige forvekslinger ind i det talte sprog - som siden let møver sig ind i skriftsproget: Fx advokado (korrekt: avokado), en kilomet (korrekt: kilometer), forfordeling (der lige som en bjørnetjeneste er negativt ladet og altså alt andet end positivt), et gram salt (korrekt: et gran salt) og autencitet (korrekt: autenticitet).

Personligt vrider jeg mig, når folk siger/skriver “åbne OP”. For nej, det hedder bare åbne. Eller “spørge ind til”, der vel retteligt hedder at spørge om. Populære udtryk som bias (forudindtaget) kan også gøre mig langhåret på brøkdelen af et sekund. Lige som jobtitlen account manager, som vel er en regnskabskyndig. En kok er nu en chef (de cuisine), en direktør er CEO. Ikke at disse nye titler ændrer en tøddel. De bidrager kun til (internationalt) distance-blænderi.
Senest optræder udtrykket grief bragging (selvpromovering for at høste likes, når man slår opslag op på diverse sociale medier i forbindelse med andres ulykker, eksempelvis i forbindelse med Børsen-branden). Er udtrykket ikke det samme som at “pynte sig med lånte fjer”?

Med andre ord vil jeg hævde, at dansk i nogle sammenhænge er “en svær én at trykke sig ud af”.

Det kan være, at salig Christian Wilster ramte plet, da han i 1827 skrev til Holberg:

Hver Mand, som med Kløgt gik i Lærdom til Bund,
Latin paa Papiret kun malte,
med Fruerne Fransk, og Tydsk med sin Hund
og Dansk med sin Tjener han talte.

For her er vi måske ved kernen. Som lille sprognation tager vi i globaliseringens navn for os af låneord. Udtryk, der på en eller anden måde synes mere dækkende, forklarende og/eller smartere end danske vendinger.
Gælder det i virkeligheden ikke bare om at gøre sig forståelig så enkelt som muligt? Og så bruge sprogets mange finurligheder til at give udtrykkene kant?

Lysten til at udtrykke sig, så man lyder tjekket, vender til gengæld rundt, når tilflyttere roder rundt i danernes gloser, udtale og forbytninger. Tit bliver sådanne samtaler ufrivilligt morsomme. Som for eksempel denne lille ordveksling, jeg havde for nogle år tilbage:

EN AFLUSER, DU VED GODT
- Wæ do wa, betroede en herboende, polsk dame mig i telefonen, - jeg we ikke, hvorrrfor danskene har så svært ved at forstå, du we-gåt. På kontorrret sagde jeg, at i morgen kom en afluser. Og så begyndte mine kolleger at grrrine! Jeg forstod ingenting, du we-gåt. Hvad morrrsomt err da ved det, wæ do wa.
Jeg må tilstå, at jeg heller ikke helt var med. Afluser?
- Ja, wæ do wa, de skulle hellere værrre glade for, at de fik en ekstrra hånd med arrrbejdet …
- Nåeh, var det en afløser? spurgte jeg.
- Naturrlikvis, du forstårrr majet betrrre end dem. Men dansk err også umuligt med al den slang og fekumpik, wæ do wa.
Og her var det så, at jeg forgæves undertrykte et fnis.
- FikumDik, hiksede jeg, - det hedder fikumdik.
- Ja, ja, du we-gåt, fikumpik, fortsatte hun alvorligt, det er jo volapyk …