UDDRAG fra DET MAGISKE UR 1: DIAMANTKUPPET

“…

I dybet af minen arbejder en slave.
Han tørrer sveden af panden og tager et fast greb om hakken. Svinger den og hamrer den ned i klippegrunden. Det er drøjt, skjorten er gennemblødt på ryggen. Men han fortsætter.
Pludselig støder hans hakke mod noget hårdt. Han tager et fastere greb om hakkens skaft og lægger alle kræfter i. Skarpe stenflis flyver fra hans hakke og afdækker en temmelig stor, gennemsigtig sten.
Slaven mærker hjertet slå i brystet. Det er et prægtigt eksemplar.
Stenen løsner sig fra sit skjul og falder ned for fødderne af ham, han bukker sig og tager den op i hånden. Vægten er betragtelig. Han tager igen hakken i hånden. Standser umærkeligt op et øjeblik, hvorefter han lader hakken suse ned mod sit venstre underben.
Han skriger, da spidsen borer sig ind og flænger kødet. Et dybt sår åbner sig. Blodet strømmer og danner en pyt i støvet. Det svimler for ham, men han får med en kraftanstrengelse skubbet stenen ind i såret. Når at binde det til med en afrevet snip fra turbanen, før hans skrig hidkalder vagterne.
Så besvimer han.
Han kommer til sig selv, da en dump smerte gennemborer ham. Nogen slæber ham brutalt afsted. Benet gør ubeskriveligt ondt, det dunker og svider, som går tusind pile igennem kødet. Han kan høre vagterne skændes. Alt er som en tåge.
Han ligger på jorden uden for mineindgangen, hvor talrige kameler står parat til at fragte dagens diamanthøst bort. Deres brøl blander sig med vagtposternes råb. Slaver løber til og fra med store kurve, der læsses på de ventende dyr, mens opsynsmændene arrangerer afgangen og udsteder ordrer.
”Det klodsede bæst. Pisk ham!”
Piskeslagene hagler ned over ham. Han prøver forgæves at værge for sig.
”Smid skarnet ud over bjergsiden, han er ikke mere værd for os.”
Hårdhændet slæbes han hen til afgrunden og skubbes ud over kanten.
Alt bliver sort …

Mørket er faldet på. Han hænger fast i en busk, hvis grene har stoppet faldet. Han føler på sit forbundne ben, kluden over såret sidder stadig på plads, og han kan mærke en hård bule indenunder. Han smiler.
Det er lykkedes! Han er fri! Og rig!
Møjsommeligt kravler han det meste af natten i månens skær og når kysten den næste dag. Han slæber sig ned i havnen, hvor en skonnert gør klar til at lægge fra. Han får kaptajnen i tale. Viser ham den rå diamant i benets sår og lover halvdelen af dens værd som betaling for rejsen.
Skibet står til søs. De udbredte sejl blafrer i vinden, og skumsprøjt står omkring boven. Nu føres han bort fra hjemlandet, minen og trældommen. Et nyt kapitel vil begynde.
Kaptajnen inviterer ham ned i sin kahyt og byder på rom. Efter et enkelt glas går han i dørken. Kaptajnen styrker sig af romflasken, nærmer sig den bevidstløse slave og fjerner kluden op omkring diamantens skjulested. Han graver stenen frem af såret og vejer den i hånden med et skævt smil, hvorefter han stikker den op i sin turban.
Så tager han den bevidstløse på nakken og slæber ham op på det øde dæk. Her lader han slaven glide ud over rælingen til de brusende bølger.
Da morgenen gryr, må førstestyrmanden skære kaptajnen ned fra masten, hvor han i nattens løb har hængt sig

…”