Bag om ”Det Magiske Ur”: Et besynderligt sammentræf

Vi var efterhånden kommet langt med vores fælles roman, min skrivemakker og jeg. Og vores arbejdsrubrik ”Det Magiske Ur” syntes at være den helt rigtige titel på det, der siden skulle blive en historisk fantasy-trilogi.
Vi skrev meget hver for sig. Men når vi mødtes, skrev vi kladderne sammen. Det var festligt, svært, udfordrende og utroligt givende. Sjældent har vi grint så meget og længe, som når vi mødtes og skiftevis skrev, rettede, slettede og tilføjede i vores utallige filer. På mange måder var det befriende efter at siddet alene og nørkle. Også selv om vi flittigt sendte hinanden vores manuskripter, ringede og læste op for hinanden og gav feedback.

Hov, jeg skylder nok lige at nævne, at min skrivemakker på dette tidspunkt var flyttet til Tyskland. Så jeg drog på skriveferie hjem til hende med jævne mellemrum … for visse passager og beskrivelser var bedre at kreere uden at skrive ”på distancen”. Som for eksempel, da vi skulle beslutte, hvordan det magiske ur egentlig så ud. Selvfølgelig havde vi allerede en fornemmelse af dets udseende. Og det er i den forbindelse, vi oplevede noget pudsigt:

Vi havde siddet og redigeret i timevis, så ved tretiden en varm eftermiddag spadserede vi op til et lækkert konditori, der lå på en bakke med udsigt over Elben. Der sad vi og nød solen og kagerne, mens vi snakkede om alt muligt og indimellem også udvekslede beskrivelser af ”vores” ur.
Efterhånden var vi ret afklarede, og på turen tilbage til skriveværkstedet repeterede vi signalementet. Uret var et konsolur på størrelse med en kokosnød, og kabinettet var af mørkt, ferniseret træ, lige stort nok til, at en vis famøs diamant kunne ligge i urets indre. Urskiven var med romertal og gyldne visere og dækket af buet glas.
På vejen slog vi lige et smut hen til byens hovedgade for at handle. Og netop, da vi passerede en butik med boligtilbehør, standsede vi som på tælling og pegede. Begge to. Lige dér stod uret, undseeligt mellem vaser, lysestager, billedrammer og lamper.

Vi var mundlamme. Gloede skiftevis på hinanden og det lille ur, og så stormede vi ind i forretningen for at tage det i nærmere øjesyn.
Jo, det var fuldstændig, som vi netop havde beskrevet. Og hvad der gjorde udslaget var, at det gik seks minutter for stærkt! Akkurat som i vores manuskript, hvor uret lavede numre og sendte hovedpersonerne på tidsrejse.
Nu var bemeldte ur ikke en antikvitet men en replika af et ældre konsolur og med moderne klokkeværk. Men i vores øjne var der ingen tvivl. Det var vores ur. Vi måtte eje det. Straks. Og som sagt, så gjort.

Det mærkelige sammentræf har nok en krølle: Klokkeværket stod siden hen model til omslaget på bøgerne i den trykte udgave. Det er efterhånden 15 år siden. Men uret tikker endnu. Og det går stadig seks minutter for stærkt. Ingen af os har dog vovet at flytte på viserne. Tænk, hvis man uforvarent kom på en tidsrejse …