Når fantasi og virkelighed smelter sammen

 
fantasibook 2.jpg

Du sidder og læser – eller lytter. Og pludselig er du suget ind i fortællingens univers. En parallelverden skyder op af bogen (ud af højttalerne) og hvirvler dig ind i handlingen, ikke bare som umælende statist eller usynlig tilskuer. Næ, du deltager aktivt. Du føler med personerne – græder, gnægger, gisper, griner og godter dig sammen med dem – og glemmer for en stund, at det hele blot er en film i din egen fantasi.
Men læg så VIRKELIGHEDEN oveni: At lade sig rive med og indleve sig i scenarier, sammensværgelser, sorger og kærlighedens glæder får nemlig ekstra kant, når historien tager afsæt i virkelige hændelser.
Forestil dig, at det, du ser for dit indre øje, er en spejling af noget, der rent faktisk har fundet sted. Måske set med andre øjne. Måske sket på en anden tid. Måske på et sted, du engang har besøgt eller drømmer om at rejse hen for at mærke ekkoet i historiens fodspor. Du kan måske ligefrem lugte, smage, føle eller høre det historiske vingesus.
Er det ikke mageløst? Det er næsten uhyggeligt …

Ja, ja – du tænker måske, at det lyder lovlig fantasifuldt. Men virkeligheden er ofte mindst lige så uhyggelig, overvældende og følelsesladet som den fuldblods digtede version. Ja,  man kan ligefrem forledes til at synes, at virkeligheden overgår fantasien … men ikke altid. For virkeligheden kan overgås af fantasien, hvis du har nok af den. Især, når den fantastiske virkelighed klones med grænseløs fantasi.

 
Helle Sally Sharf