I tangoens tegn

Indimellem lytter jeg til tango. Musikgenren er fantastisk stemningsfuld, og den ekspressive dans er noget for sig. Hvem kender fx ikke 

● Scenen, hvor Al Pacino optræder som blind og danser med en ungmø i ”Scent of a Woman”
● Klippet med Antonio Banderas, der demonstrerer en fortættet (læs sex-osende) variant af dansen i ”Take the Lead” og
● Den uimodståeligt morsomme, hvor en forklædt Jack Lemmon ufrivilligt (for)fører Joe E. Brown i ”Some Like it Hot”.

Men netop disse populære versioner rummer kun en stueren flig af det, der er essensen af tangoens væsen.

Meget kort fortalt begyndte tangoen som dans (ikke musik!) i 1880’erne i Buenos Aires’ forstæder, ved havnen og i arbejderkvarterer – i kølvandet på en skylle af næsten 12 millioner indvandrere, hvoraf halvdelen rejste igen, mens de resterede forsøgte at skabe sig en ny tilværelse. Hovedparten var arbejdsløse. Og efter en gul feber-epidemi var der tilmed mangel på kvinder.

Prostitutionsmiljøet havde gyldne kår, ikke bare i bordellerne, men overalt. Og det var især i caféerne, der blev varmet op. Her holdt mændene til og dansede, også med hinanden. Små orkestre drog fra café til café og begyndte at spille til. Og efterhånden kom dansens ”figurer” til at forme den karakteristiske rytme.

At kvinderne også dansede tango, var ikke velset. Slet ikke i starten, da tangoen blev forbundet med dårlig moral. Selv fattige familier ønskede ikke, at deres koner, søstre og døtre skulle blive fristet af en musik, der var forbundet med samfundets dårligste elementer. Derfor gik der lang tid, før den pikante og udfordrende dans indtog middelklassen. Men gennembruddet kom først, da dansen fandt vej til Paris …