Dengang fortiden tog forskud på fremtiden

En regent er en konge. Men undtagelsen – tilmed i Frankrig på enevældens tid – bekræfter reglen.

Ønsket om et Europa med frugtbare handelsfællesskaber, bedre uddannelse og meget andet af det, der udøves i Europa, er langt fra ny. Men det var ideen i starten af 1700-tallet. Faktisk så ”Regenten”, Hertug Philippe d’Orléans, der regerede Frankrig på vegne af Louis XV, store muligheder for at fremme handel og skabe økonomisk fremgang.
Men han kom til kort. Og det var ikke bare ærgerligt.
Det var på sin vis fatalt. Havde han haft held til at gennemføre sine reformer, ville den franske revolution næppe have fået den grobund, som den jo fik.
Men hvem var han, denne Regent? Som nevø til Solkongen, Louis XIV, var han langt nede i arvefølgen. Derfor stod han ikke i umiddelbar nærhed af tronen. Hvorfor den belæste Philippe d’Orléans levede det søde liv. Han var populær både blandt adelige, kunstnere og den brede befolkning. Til gengæld var han ikke den enevældige Solkonges favorit. For Philippe omgav sig med datidens politiske nytænkere, filosoffer og samfundskritikere. Og han delte deres anderledes ideer om, hvordan landet burde regeres.

Skæbnen ville, at Solkongens arvtagere døde i utide. Og den eneste tronfølger i lige linje var det lille oldebarn, den senere Louis XV. Solkongen besluttede derfor i sit testamente, at indtil oldebarnet blev myndig, måtte to værger forvalte regeringsmagten.
Valget faldt på Hertugen af Maine – og Philippe d’Orléans. Sidstnævnte var ikke sen til at overbevise parlamentet om, at han alene skulle varetage hvervet. Men han holdt fast på, at han ikke var konge, kun regent. Han insisterede på at blive tiltalt ”Monsieur” (Hr.!) Og han måtte ikke omtales som ”Kongen”, men kun som ”Regenten”. For oldebarnet var kongen.
Den holdning troede hoffet og adelen ikke på. Næ, Philippe D’Orléans havde på elegant vis tiltusket sig tronen. Og onde tunger tippede, at Solkongens oldebarn aldrig kom til magten.

Senere hen blev de skuffede. Men først blev de rædselsslagne. Philippe forsøgte nemlig ihærdigt at rette op på landets enorme statsgæld og ændre/fordele magten. Desværre gik det ikke, som han ønskede. Han måtte erkende, at tiltagene for at ændre regeringsform ikke fungerede, fordi adel og politikere nægtede at slippe deres indflydelse og privilegier. De modarbejdede og saboterede ethvert skridt væk fra enevælden.
Enkelte tiltag gik dog den rigtige vej: Han arbejdede stædigt på at opnå fred med England og Holland for at fremme handel og skabe økonomisk fremgang. Ja, det vil nu sige … pengesagerne led et alvorligt knæk. Men det var ikke Regentens skyld. Det er en anden historie, der må fortælles en anden god gang.

At Monsieur var ordholdende og ikke klæbede til magten, blev tydeligt, da han, ganske som lovet, afgav tronen til den myndige Louis XV. Frem til sin død fortsatte Monsieur kun som minister og rådgiver. Men han høstede aldrig den anerkendelse, som burde have været ham til del.

For et par år siden besøgte jeg katedralen St. Denis i det nordlige Paris. Den er enorm og bugner bogstavelig talt af imposante, kongelige mausoleer, sarkofager og monumenter. Selv i krypten er væggene fulde af indmurede mindeplader med segl og adelsmærker til ære for alle de, der har haft betydning for fransk historie gennem tiderne. Man kan ikke undgå at blive overvældet og efterhånden “mæt” af de mange indtryk. Derfor var det også underligt at passere igennem et helt bart rum på vej til udgangen. Ikke en eneste lille mindeplade sad i vægge eller gulv. Der stod kun én buste, nærmest som den var sendt ud i en skammekrog. Og hvem viste busten? Philippe d’Orléans. Med tilnavnet Regenten. Og det lever stadig – gennem en af verdens smukkeste diamanter: Regentdiamanten. Som Monsieur købte af en vis Thomas Pitt.

HAR DU LYST TIL AT LÆSE MERE OM MONSIEUR, KAN DU MØDE HAM I 3. DEL AF DET MAGISKE UR. HERUNDER ER ET UDDRAG:

 ”
… "Så ved De ikke, hvorfor Regenten har magten i dag? Ser De, for bare to år siden ville ingen have troet, at lille Louis ville ende på tronen. Og da slet ikke vor gamle kong Louis den 14. Men først døde hans elskede søn og tronfølger. Sørgeligt nok. Så gik barnebarnet hen og døde. Tragisk. Og for kort tid siden døde barnebarnets ældste søn så desværre også. Og det banede pludselig vejen for det andet oldebarn i rækken, lillebroderen Louis ... Den gamle konge kunne jo godt se, at der ville gå mange år, før drengen kunne indtage sin plads på tronen. Og hvad gør man så, når man selv står på gravens rand? Man udnævner sin velsete nevø Hertug Philippe af Orléans til at varetage rigets interesser og sin legitimerede, men upopulære søn Hertugen af Maine til at forestå barnekongens uddannelse. Man udnævner en kongelig lærer – idioten marskal Villeroy – til at opdrage oldebarnet. Og så takker man af og håber det bedste."
Law bundede sit glas punch og tværede cigaren ud i et sølvaskebæger. "Heldigvis lykkedes det Hertugen af Orléans at få hvervet alene – med titlen ’Le Régent’. Men han har endnu ikke kunnet smide Villeroy på porten."
"Hvorfor? Er Villeroy en dårlig lærer?"
"Dårlig? Magen til indbildsk tåbe skal man lede længe efter. Han har kun modetøj og fester på hjernen. Han bestiller ikke andet end at fylde kongen med vrøvl. Læren om forståelse for det kongelige embede består kun i at rose og klappe på ryggen i stedet for at lære knægten, ja undskyld mig, nogle ordentlige holdninger – og situationsfornemmelse som Deres søsters. Forleden sagde Villeroy til kongen: ’Se, Deres Majestæt, se alle disse mennesker, hele dette folk tilhører Dem’. Som om folket er rent legetøj. Enhver ved sine fulde fem ville citere knægtens oldefar: ’Vær en fader for folket, og du vil dobbelt blive dets herre’. Villeroy stikker drengen blår i øjnene. Og det kan give fatale følger senere hen. Et folks kærlighed kan vendes til had – og hvem ved, hvad der så kan ske?"
"Efter det, De fortæller, burde Villeroy afskediges med det samme."
"Ja. Men Villeroy har stor magt i hofkredse og påstår, at Regenten vil prøve at fjerne ham for at kunne forgive den lille konge – og selv overtage tronen på livstid. Derfor tør Regenten ikke fyre Villeroy. For skulle noget så hænde den lille, ville marskallens latterlige påstand pludselig stå til troende – og Regenten risikere en anklage for kongemord.
Regenten ønsker fred. Det skal være slut med dyr krigsføring. Og med enevælde. Og det har givet Regenten en endnu farligere fjende. En i familien. Hans egen fætter, den spanske kong Philip.
De to hader hinanden. Og Philip gør lige nu alt, hvad han kan, for at fjerne Regenten og selv få andel i Frankrig. Med andre ord: Regenten må vise resultater. Bevise, at han virkelig er den rette leder. For eksempel ved at forbedre landets økonomi ...

Efter en langsommelig tur op ad trapperne og et endeløst ridt gennem nye korridorer trådte de ind i en mindre sal.
Her sad barnekongen Louis den 15. på kanten af en vældig tronstol. Drengens ben dinglede rastløst ned fra det høje sæde. Og de forgyldte armlæn nåede ham næsten til skuldrene.
Lukas mønstrede drengen oppefra og ned. Han kunne vel ikke være mere end ni år men lignede en voksen i ministørrelse – iført paryk, en guldbroderet velourjakke med lange skøder, knæbukser og silkesko med høj hæl og sølvspænder.
Ved siden af stod en vindtør herre, galant majet ud med kniplingsmanchetter og blondebesat kravat under en lang, støvgrøn brokadejakke. Lukas genkendte ham øjeblikkeligt. Det var Villeroy. Mandens hvidpudrede paryk sad ulasteligt, og på hver en finger lynede gyldne ringe. Han lænede sig til en kostbar elfenbensstok og talte hviskende til drengen, der nikkede og smilede behagesygt.
Ved et rundt bord midt i rummet stod Regenten med sin sekretær og en gesandt. Diskret placeret ved en pult stod en skriver. Og i salens modsatte ende var en gruppe herrer fra det nyoprettede finansråd forsamlet.
"Det er vort ønske at iværksætte nye muligheder, Deres Majestæt, så det franske riges velstand kan sikres," begyndte Regenten henvendt til barnekongen. "Med udfærdigelsen af dette dokument får undersåtterne mulighed for at lægge penge i gunstige forretninger i vore amerikanske kolonier."
Barnekongen skævede hen på sin lærer, der nikkede. Så lød drengens lyse røst: "Det bifalder jeg."
De øvrige i salen udvekslede tydelige blikke. Marskal Villeroys magt over lille Louis var tydelig. Regenten rømmede sig i lydeligt mishag. "Vor unge konge bør lytte til sin værge og ikke hente bifald hos en lærer," fnøs han. "I det hele taget er lærerens medvirken uønsket, når det gælder statens anliggender."
Villeroy skød frem som en slange. "Jeg er kun til stede på vor konges befaling."
"Jeg bad ham blive," peb den lille Louis for at hjælpe sin lærer.
"Tilstedeværelse er ikke det samme som at have ret til at blande sig – hverken i tale eller mimik," kom det skarpt fra Regenten. "En lærer bør kende sin plads."
"Hvad antyder Deres Højhed? Jeg udfører kun den pligt, som vor konges salig oldefar pålagde mig! Jeg kender og udfylder min plads – akkurat som det er mig pålagt."
Villeroy var så opbragt, at hans ansigtskulør glødede rødt under den hvide emaljesminke.
Regenten stirrede vantro op og ned ad læreren. "Nu skal jeg sige Dem en ting, min gode Villeroy. De bestiller ikke andet end at vride drengens hjerne efter Deres egne ønsker. De er ikke vor konges eneste læremester. Som værge – på samme salig oldefars bud – er det min pligt at undervise i statskundskab og lære Hans Majestæt, hvordan man regerer et land. Dette fag er De fritaget fra."
"De, De – har kun ét i hovedet. At blive siddende som regent resten af livet, så vor konge aldrig kan gøre noget uden Deres Nåde," røg det ud af Villeroy. "Det er min hellige pligt at lære Hans Majestæt, hvornår han skal sige fra – og til! Lad dét være Dem en lærestreg!"
"Lærestreg? De forglemmer Dem, Monsieur. Hellig pligt? Hvilken gudsbespottelse. De forsømmer Deres ansvar og opfordrer Hans Majestæt til at mistro sin værge. Lige op i mit åbne ansigt."
Der blev dødstille i salen. Så brød den lille Louis ind:
"Onkel Philippe, kan jeg ikke bare underskrive det dokument? Jeg skal til fægtning om lidt."
Regenten vendte sig mod drengen på tronstolen. "At fægte er vigtigt. Men det kan vente. Rigets vel kommer før alt andet. Uanset hvad! Og ja, dokumentet skal signeres." Han viftede utålmodigt med den ene hånd, og sekretæren ilede til med pen, blæk, dokument og varm voks.
Med stejl skrift underskrev drengen og så til, mens Regenten herefter påførte sin egen underskrift og trykkede det kongelige segl ned i en varm klat voks på dokumentet.
Så bukkede han afmålt for sin konge, drejede rundt på hælen og trampede arrigt ud af salen. De øvrige tilstedeværende fulgte efter og lod kongen og Villeroy alene tilbage. …”