Strøtanker om køer og fjolletobak

”Mais ou sont les vaches – Men hvor er køerne?” udbrød Mamy, da hun steg af toget på Hovedbanegården. Trods sine 85 år ville hun ikke høre tale om at flyve til København. Næ, en 16-timers togtur var glimrende.
”Er Danmark måske ikke et landbrugsland?” fortsatte hun.
”Æh jo,” svarede jeg spagt. Og nåede ikke længere. For Mamy var virkelig indigneret. Her havde hun glanet ud af vinduet lige siden Rødby – uden at øjne bare ét stykke kvæg.
Jeg forsøgte at forklare Mamy, at kvæghold ikke nødvendigvis græssede langs togruten.
Men det var for nemt. Det var sommer, så den elskelige, ældre dame – som jeg havde lært at kende, da jeg lejede et værelse i hendes pariserlejlighed nogle år før – kunne ikke fatte, at Danmark kunne være et rigt landbrugsland. Når der ikke var køer på markerne, vel at mærke.

Nu vidste jeg, at Mamy var belæst. Særdeles belæst. Hun kunne fx ikke drømme om at rejse til et land uden at sætte sig grundigt ind i dets forhold. Men det gik op for mig, at hun forventede, at jeg vidste mere end hende. Ikke bare om køer.
I de to uger, hun var i København, blev jeg udsat for et veritabelt bombardement af spørgsmål. Hun lod sig ikke spise af med almindelig paratviden. Jeg blev krydsforhørt om alt fra danske tøjdesigneres gøren og laden, uddannelses- og arbejdsmarkedsforhold, baggrunden for mordet i Finnerup Lade, hvornår Rosenborg var ophørt med at være royal residens, hvilke danske fodboldklubber, der købte de dyreste spillere, og hvorfor der ikke var sømænd i Nyhavn.
Og hver gang endte hun med at vende tilbage til de usynlige køer. Til min store ærgrelse. Ligegyldigt hvor meget jeg bedyrede deres eksistens, holdt Mamy stædigt på sit. I hendes optik var det uforståeligt, at danskerne havde et så berømt landbrug, når hun ikke kunne se kvæg nogen steder.

HYGIEJNE FREM FOR ALT
Selv om jeg holdt forfærdelig meget af Mamy, var jeg ved at være brugt efter den første uge. Og det til trods for, at det var festligt at vise hende rundt. Ud over besøg på Kronborg, Folketinget, Glyptoteket, Botanisk Have, Rungstedlund, Louisiana og mange andre seværdigheder havde vi også været på tur i Nyhavn (det var altså før Nyhavn blev én lang fortovscafé).
Her faldt hun i snak med nogle ikke helt ”pæne”, joviale herrer og endte med at drikke øl sammen med dem – på en trappesten. Der sad hun nok så kry i sin marineblå spadseredragt og nippede til en Carlsberg og hyggede sig. Hendes sparsomme engelsk var intet problem. Hun havde en evne til at komme godt ud af det med alle på sin vej. Til gengæld var jeg så hhv. translatør, levende Wickipedia og guide.
Jeg måtte have aflastning. Heldigvis tilbød en af mine venner at sørge for en ”fridag” og hentede hende. Programmet lød på frokost i Tivoli, et besøg på Christiania og så en tur til Dyrehaven.
Sent om aftenen blev Mamy så afleveret igen. Hun så noget træt ud. Ikke helt appelsinfri heller, selv om hun bar sin plimmelim med yderste værdighed. Hun bad om et glas vand og begyndte at fortælle om dagens oplevelser. Jo, Tivoli var sandelig hyggeligt, der var smukt og en dejlig atmosfære. Glimrende mad … Hun var især betaget af Pantomimeteatrets Påfuglescene og kunne fortælle så meget om bygningen, sceneteknikken og balletdanserne, at jeg kunne regne ud, at hun måtte have været indenfor – bag scenen – og talt med de ansatte. Og så havde hun været i Dyrehaven og kørt i hestevogn til Eremitageslottet. Som hun naturligvis også kunne berette alt muligt om. De var endt på Bakkens Hvile, hvilket hun fandt uhyre festligt.
Det absolutte højdepunkt på dagen var dog Christiania. Hvordan min ven havde arrangeret den rundtur, ved jeg ikke. Men den ærværdige, gamle dame var blevet båret, løftet og fragtet ind og ud af de fleste huse i fristaden – og havde mødt en masse beboere. Og så havde hun røget.
Øh, hvad? Ja, hun havde da røget marihuana.
Dét havde jeg ikke lige regnet med. Da jeg spurgte hende, hvad hun så synes om det, svarede hun eftertænksomt: ”Det var en interessant oplevelse. Ja, man skal ikke være bange for at prøve noget nyt, heller ikke i min alder. Men en ting undrer mig. Når nu folk er så glade for den der fjolletobak, hvorfor har de så ikke en joint hver? Altså sådan, at man ikke behøver at skulle ryge af samme joint. Det ville da være mere hygiejnisk …”

EPILOG
Dejlige Mamy var min reservebedstemor. Hun nåede at blive 96 år. Hun holdt aldrig op med at ville lære nyt og forsømte ingen mulighed for at blive klogere. ”Jo mere jeg finder ud af, jo mere opdager jeg, at jeg ikke ved,” plejede hun at sige. Og tit tilføjede hun, måske for at drille: ”Forresten, hvorfor så jeg ingen køer i Danmark?”