Bøger, der er deres vægt værd

Visse bøger siger mig mere end andre. Mens nogle læses bare én gang, udnævnes andre til yndlingstitler, der (måske) skal genlæses. Og atter andre står ulæst og afventer, at jeg fordyber mig i dem før eller siden.

Jeg har talrige bøger i sidstnævnte kategori. Til trods herfor må jeg tilstå, at det er mig en ufattelig svær øvelse at passere en boghandel uden - sådan helt tilfældigt (host, host) - at få øje på en dragende titel. Og hvor tit er jeg ikke kommet hjem med stakkevis af “ekstra” lekture fra biblioteket. Fuldstændig overbevist om, at jeg kunne nå at læse hele molevitten på en måned. Ha! Min tidsfornemmelse er ikke helt velforvaret i den retning.

Sidste år arvede jeg tilmed en vældig samling bøger, som jeg slæbte hjem ad mange omgange - til resten af familiens hovedrysten.
“Hvornår har du tænkt dig at læse dem?” lød det anklagende. “Hvor vil du gøre af dem? Reolerne er allerede propfulde. Og hvad med alle de dér, du ikke har læst endnu?”

Jeg skal nok nå at læse dem allesammen, tænkte jeg. Og med stor møje klemte og stablede jeg den arvede lekture ind på de i forvejen overfyldte hylder. Dog måtte jeg modvilligt afsætte en sækfuld til den nærliggende genbrugsbutik. Men netop, som jeg havde slæbt den deporterede bogsamling ind i butikken, fik jeg “desværre” øje på et tobindsværk, som fyldte et større bord bag disken. Værket havde en magnetisk tiltrækningskraft.
Jeg MÅTTE simpelt hen se nærmere på det.
Min mand stirrede med gru på mig. Og på de to voluminøse bøger, jeg begejstret bladrede i. Det viste sig at være en tysk familiebibel, fyldt til overflod med illustrationer af den franske kunstner Gustave Doré.

Behøver jeg at afsløre, hvor dette pragtfund, der vejer knap 13 kilo, nu befinder sig? Naturligvis er det rykket ind hos mig. Ikke i min bogreol, skal siges. Der er nemlig ikke plads til to bøger, der hver måler 43 x 33 cm … i lukket tilstand.

Efterfølgende har jeg forsøgt at finde ud af mere om den særudgave, som bibelen tydeligvis er. Men hidtil har resultatet af min research været lidt mager. Mit gæt er, at bøgerne er trykt sidst i 1800-tallet og har været i familieeje, indtil de, måske via et dødsbo, landede i genbrugsbutikken.
Nu er jeg til gengæld den stolte ejer - og sikker på, at de to bøger er hele deres vægt værd.

Biblen er et digert kunstværk med en overflod af Gustave Doré’s raderinger.
Teksterne i to spalter er adskilt af en dekorativ ranke, der veksler i form og udtryk fra opslag til opslag.