Stik mig nogle osterejer
Gi’r du ikke en ostereje - til? Foto: Sally Sharf
Kender du Richard Bachs klassiker om Jonathan Livingston Havmåge? Den filosofiske fortælling var - og er - jeg stadig fascineret af. Fornylig genlæste jeg den og blev indfanget af symbolikken omkring havmågen, der stræber efter frihed og uovertrufne, perfekte flyvefærdigheder.
Men det er nu ikke derfor, jeg har skrevet historien om den frække, kloge Argus, der danner det besynderlige makkerpar med drengen Arnold. Årsagen er nok snarere, at jeg har mødt nogle sultne, nysgerrige havmåger.
En af dem - banditten, som jeg tog ovenstående portræt af - kom i en periode hver dag og tiggede osterejer på altanen. Og det skulle være osterejer. For den var skam kræsen! Hverken almindelige chips eller rejer interesserede den. Næ nej, kun osterejer!
Nu er det et par år siden, at Argus - Den flyvende detektiv udkom. Og jeg har flere gange taget tilløb til en fortsættelse - men venter stadig på, at illustratoren får tid. I mellemtiden har jeg mødt endnu en osteglad måge: Sidste sommer, da jeg var en tur i Nice med gemalen, tog vi op til den gamle borgruin, Colline du Chateau, for at holde picnic med frisk baguette, ost og vin. Men aldrig så snart havde vi bænket os på en hyggelig, skyggefuld plet, før et imponerende eksemplar af en havmåge landede foran os.
Den franske havmåge var måske en fætter til Argus. Eller også VAR det Argus i fjerklædt forklædning. Foto: Sally Sharf
Til at begynde med spankulerede den frem og tilbage, tilsyneladende ligeglad med vores frokost. Men lidt efter nærmede den sig, sidelæns hoppende - et chassé til højre, og et chassé til venstre - som om den tiggede. Min mand smed et stykke brød til fuglen. Pyh, som om det faldt i mågens smag. Næh, det var osten, som tiltrak, blev vi klar over. Aldrig så snart havde jeg kastet et lille stykke emmentaler på jorden, før mågen ivrigt og forslugent fortærede det.
- Hvad? Er det måske Argus, der er på ostesafari? udbrød jeg med et grin og holdt lokkende endnu en bid ost frem.
Det skulle jeg vist ikke have gjort. For nu blev havmågen helt ør af glæde og slog næbbet i den tilbudte lækkerbisken. Og nærmede sig yderligere i forventning om at få mere.
Et par andre havmåger landede lidt derfra, for måske faldt der også lidt godbidder af til dem? Men de kunne godt forføje sig, mente ‘Argus’ og jog dem væk med et skrål. For dette var hans private ostefest, og den skulle ingen mågefæller formaste sig til at deltage i.
Helt dum var mågen ikke. Den havde åbenlyst styr på, hvor meget ost, jeg havde. Selv, da jeg forsøgte at pakke emmantaleren væk, insisterede slughalsen på at få mere.
- Du får mavepine, advarede jeg højt. Gemalen var helt færdig af grin… Til sidst, da rub og stub var spist, og vi rejste os, vraltede mågen stædigt efter os. Det var først, da vi nåede parkens vandfald og en flok andre turister, at den skræppede ¨tak for mad¨ og fløj væk…
Illustration: Stefan Prüss
En lige så sand episode er den, som fortælles i Argus - Den Flyvende Detektiv. Nemlig den, hvor en forslugen havmåge foræder sig i ‘gamle Ole’. Og ja, det er ganske vist! Jeg har fortalt episoden mange gange igennem årene. Men det var først, da jeg også kom i tanker om min mors fætter, der havde mistet et øje til en stegegaffel, at plottet til børnebogen faldt på plads.
Du kan streame lydsiden på Spotify, Mofibo og andre sites, hvor du lytter til podcasts og lydbøger.
Historien findes selvfølgelig også på tryk og som e-bog.
