At holde sammen - for taste or for waste

Forleden var jeg inde i en forretning for at købe en gave. Jeg kendte ikke butiksejeren, men vi faldt i snak, fordi gaven var til et sølvbrudepar.
“Det er efterhånden sjældent, at folk er gift så længe,” bemærkede butiksejeren. Jeg nikkede og svarede, at det måske var, fordi mange i dag har svært ved at mødes på midten. At det er lettere at gå end at blive og kæmpe. At vi ikke vil finde os i ret meget.
“Vi er blevet mindre menneskelige,” konstaterede butiksejeren tørt og tilføjede: “Og dumme nok til at mene, at det er bedst at holde på sine egne meninger. Når der er modstand, vender man sig væk…”

Denne filosofiske drejning måtte lige bundfælde sig på min vej hjem. Jeg er selv gift på 34. år, er jeg så også lidt af en dinosaurus?

**Saxet fra FB: Awww, that's what Marriage is all about ! For Butter or for Wurst, for Taste or for Waste, in the Kitchen do we Fart ! (Pardon my French !)**

Men så sjældent er det forhåbentlig ikke, at folk holder sammen. Og så alligevel - kan det passe, at vi, overordnet set, er blevet så stejle, at vi er mindre tilbøjelige til at søge fælles forståelse og tolerance? Er kærlighed og hverdagsliv blevet sværere nu om dage? Ikke kun i forhold til tosomhed og familie men også ved venskab, politik og religion?

Er det blevet et svaghedstegn at anerkende, at vi ikke er ens? Er det for meget forlangt at mødes hen over “muren”? Jeg håber det virkelig ikke. Mon ikke det er værd at række ud og gribe chancen for at beriges? Vel vidende, at vi alle har to næsebor, og at vi alle skal dø.

Jeg ved selvsagt godt, at der er mange forklaringer og årsager, som hver især kan berettige til at distancere eller gå sin vej.
Men i mine øjne bør man blive ved den nærliggende løsning:
Kravl op på muren, og ræk hånden ind over modsætningerne.
Mens vi lever.
Det må vel være bedre end som på dette foto, hvor vi selv og omverdenen først erkender samhørigheden post mortem.