Når ringen (måske) sluttes

Sidst, jeg ryddede op i skuffer og skrin, fandt jeg en bling-bling ring med to leopardhoveder, som jeg havde fået foræret af en katteglad veninde. I starten gik jeg ofte med ringen. Men siden samlede den bare støv i smykkeskrinet og landede derfor - sammen med solbriller, tasker og andet tingeltangel - i en pose, som jeg bar hen til den nærliggende genbrugsbutik.

En uges tid senere forærede min mand mig en ring. Men ikke en hvilken som helst ring. Det var en ring med to leopardhoveder.
“Du er jo så glad for store katte, så jeg tænkte, den her vil være lige noget for dig,” forklarede husbonden, da jeg mundlam betragtede ringen i den fine æske.
Jeg tog ringen på og kyssede min mand tak. Jeg nænnede ikke at sige noget, for hans varme smil og tanke for min passion ville jeg ikke ødelægge. Men lidt efter kunne jeg alligevel ikke dy mig:
“Må jeg godt spørge, hvor du har den fra?”
Forundret (for den slags plejer jeg ikke at spørge til) indrømmede han, at ringen var henne fra genbrugsbutikken.

Jeg undertrykte et grin. “Jamen, så ER det jo MIN ring,” røg det ud af mig.
Min mand lignede et spørgsmålstegn. “Ja, selvfølgelig. Jeg har jo lige givet dig den.”
“Altså, det VAR min ring - den, jeg fik af Gitte for ti år siden. Og nu er den min IGEN. Den er så at sige kommet tilbage til mig. Den nægtede åbenbart at blive vraget.”
Ups … Den glade giver havde liiiiidt svært ved at finde en passende grimasse. Men nu var ringen altså tilbage i min varetægt.

Samme veninde, der i sin tid gav mig “leopard-ringen”, var ude for noget besynderligt med en anden fingerring mange år tidligere. Og mindet om den historie ramte mig lige efter min egen rings genkomst.

Min veninde boede engang i et stort, gammelt hus fuldt af krinkelkroge og små rum. For at få mere plads besluttede hun at fjerne en skillevæg i sit soveværelse ind mod et pulterrum. Det var en af disse ældre vægge, der var pudset op om et træskelet, hvor mellemrummene var fyldt med strå. Så det var ingen sag at hamre den ned, mente hun. Og ganske rigtigt, det gik overmåde let. Men i et af disse mellemrum fandt hun til sin overraskelse en enkelt ridestøvle. Kun én. Og nede i bunden af støvleskaftet lå en glat guldring. Den lignede en vielsesring men havde ingen inskription.
Smuk var den, så min veninde gik ind til en guldsmed for at lade en proff kigge nærmere på den. Jo, den var god nok. Det var en ægte guldring.
Hun var på nippet til at sælge den men valgte alligevel at beholde sit mærkelige fund. For ringen passede fint på hendes ringfinger.

Min veninde var stort set aldrig syg. Men få dage efter, at hun var begyndt at bære ringen, blev hun syg. Rigtig dårlig - og ingen kunne finde ud af, hvad hun fejlede. Efter et par uger på langs fik hun det imidlertid bedre.
Der gik et par uger. Så tog hun igen ringen i brug. Og dagen efter blev hun atter syg. Lige som før. Det var nok et tilbagefald, tænkte vi alle.
Men da hun igen kom på højkant og en måneds tid senere blev syg for tredje gang, slog det hende, at dårligdommen måtte skyldes ringen. For den havde hun jo igen-igen taget på fingeren.
Overbevist om at ringen var forbandet, puttede hun den i en lille papæske, som hun gemte i skrivebordsskuffen på kontoret. Hun ville ikke have ringen hjemme. Men gå med den ville hun heller ikke. For hun mente helt alvorligt, at ringen var knyttet til en grim historie. Hvorfor lå den ellers i én støvle, som var muret inde? Hvem havde i sin tid haft støvle og ring?

Svarene hænger i luften. Hvad der siden blev af den famøse ring, ved jeg ikke, og min veninde er desværre ikke mere. Episoden indgår til gengæld i manuskriptet til den roman, jeg er ved at skrive nu.

Genkomsten af min egen ring har nu også mystificeret mig. Gad vide, om den har en skjult mission. Om det at bære den indebærer noget.
Så lige nu troner ringen på en håndformet brevpresse. Og minder mig om, at der nok er mere mellem himmel og jord, end jeg egentlig vil være ved.