Det, der venter længe

Blyanten er spidset. Eller rettere, tasterne er kridtet.
Efter et hav af gøremål (læs: overspringshandlinger og sidespring til novellekonkurrencer og lancering af en trykt julebog) har jeg endelig stukket poterne ned i den navnkundige, varme grød for at gøre alvor af at skrive skønlitterært for voksne. Så nu har jeg altså kastet mig ud i det - skriver den ene af de to romaner, jeg har ruget på alt for længe. Og gentager for mig selv, at det, der venter længe, bliver det ypperste. Forhåbentlig …

Derfor skal I ikke snydes for en appetitvækker, den foreløbige start på historien under arbejdstitlen

UBUDNE GÆSTER

Alt fryser i mit indre, da dødens munding peger mod mig.
Jeg taler til manden med det oversavede jagtgevær. Min stemme lyder forbavsende rolig.
”Det er en dårlig idé, det der – ”
Mit blik møder min banemands. Hans pupiller er udspilede. Ansigtet er stivnet i en hadsk maske men virker bekendt.
Munden er en streg, der hvisler:
”Det er slut.”
Min klient skriger.
Ikke tæt på. Han sidder ikke længere til højre for mig. Skriget kommer fra et sted under bordet, daler til en ynkelig tryglen og knækker over i angst.
Væltende stole, råb og tumult ved oprevne døre blandes til en obskur kakofoni.
Så lyder braget.
Jeg mærker et smæld og en sviden i brystet. Mine lunger brænder. Hvorfor rasper mit åndedræt så underligt?
Læberne vil forme ord. Men lyden er skåret fra.
Jeg synker sammen og glider bagover. Opfatter kun det hvide loft, der spejler den slørede bevidsthed til en tempofyldt stumfilm over mit liv. Billeder, der springer i tågede glimt og opløses som flammende celluid.
Pludselig forstår jeg.
Genkender den ultimative, ubudne gæst. Han har sejret.
Ligesom dengang.
Dengang for længe siden.

Fortæl mig gerne, hvad du synes - konstruktiv feedback er altid velkommen. Du kan skrive til mig HER