Der var engang …

Vil du forstå verden og tage på en eventyrlig dannelsesrejse sammen med dine børn/børnebørn? Vil du give dem den ultimativt bedste bog, der forklarer historiens gang i et let tilgængeligt og billedrigt sprog? Så skal du have fat i Gombrichs lille verdenshistorie.

Denne bog er lige efter mit hoved. Siderne emmer af eventyrlig fortalt historie i overkommelige kapitler. Alene starten - Der var engang - kan ikke undgå at indfange yngre læsere/lyttere. Her er ingen alenlange opremsninger af fakta og årstal. Men fantastiske fortællinger om krige, kunst, opfindelser, religioner og videnskab.

Bare der var nogle flere af den slags bøger. Dog var jeg så heldig at have flere historielærere i skolen - lærere med et fortælletalent, som gjorde de kedelige bøger noget mere spiselige.

Jeg husker en af mine første historielærere, åletynde fru Jørgensen, der gik i elegante Chanel-lignende dragter (helst vinrøde med påsyede blingbling sten), og som altid havde sirligt opsat hår. Hun var god til at fortælle om Det Gamle Ægypten og Det romerske rige.
Siden fik vi en vikar, der udseendemæssigt var af modsatte støbning. Jeg husker ikke hendes navn, men hun var lige så høj, som hun var kraftig - tøjet var umanerlig grimt og for småt, og så gik hun i skidenbrune, fodformede flade sko. Men fortælle - det kunne hun. Hendes yndlingstema var Mongoliet, og hun buldrede rundt som en Djengis Khan og berettede om, ja Djengis Khan.
I slutningen af folkeskolen blev historiefaget varetaget af en lettere overvægtig herre, Heinau, der altid røg sur cigar i klasseværelset (ja, det var dengang), mens han travede rundt i klasseværelset og med stor entusiasme fortalte om store søslag, 30-års krigen, pest og alskens ulykker gennem tiden.
Den diametrale modsætning fik jeg så i gymnasiet: En stilfærdig, piberygende mandsling, Gabrielsen, som man ikke kunne lade være med at holde af. Han var nærmest en hyggeonkel. Og alvidende. Han strøede om sig med historier med en detaljerigdom, der fængslede os fuldstændig. Aldrig var der ballade i hans timer.

Men Gabrielsen blev syg. Alvorligt endda. Han fik en hjerneblødning og vågnede op med komplet hukommelsestab! Til vores store overraskelse kom han imidlertid listende tilbage kun to måneder senere, lige så åndsfrisk og skarp som før.
Han tilstod, at han havde læst og læst for at træne hukommelsen op igen. Vi var målløse, ja skrækslagne. For vi vidste, at historie måske blev et af de fag, vi skulle op i til studentereksamen. Og kunne Gabrielsen komme igen med en skarp hjerne på bare to måneder, ville han forvente det samme af os. Jeg husker stadig, hvordan jeg terpede Cubakrisen i dagevis. Kæmpede mig gennem tykke bøger, der var så kedelige, at jeg faldt i søvn hen over dem. Og så, kort tid efter, fik vi at vide, at historie IKKE blev eksamensfag.
Heldigt, må man sige …

Men tilbage til E.H. Gombrichs lille verdenshistorie - lige præcis den bog falder man ikke i søvn over. Den er spændende, samler trådene i vores fragmenterede verden og er eventyrlig i sin form. Og så er den endda en ældre sag fra 1936.
Baggrunden for tilblivelsen var, at Gombrich som nyuddannet blev bedt om at vurdere en engelsk verdenshistorie for børn med henblik på oversættelse. Han meddelte imidlertid forlæggeren, at den ikke burde oversættes.
”Jeg kan selv skrive en, der er bedre,” skulle han have sagt - og lovede forlæggeren sit bud, der kunne være klar bare 6 uger senere. Bum!
Hans indfaldsvinkel var enkel. Først besluttede han, hvilke hændelser i verdenshistorien, der i hans øjne havde haft størst indflydelse på flest menneskers liv. Dernæst tilrettelagde han skriveriet til et kapitel om dagen - i dagtimerne læste han alt, hvad han kunne få fat i om emnet. Og så skrev han ellers om aftenen.

Bogen blev øjeblikkeligt en succes. I slutningen af sit liv opdaterede han dog bogen, så den i dag foreligger med 40 kapitler fra stenalder til atomalder.