At have noget på hjerte — sallysharf.com

I den skrivegruppe, jeg følger, er der en underskøn blanding af forfatterspirer og hardcore forfattere. Og forleden kom det tilbagevendende spørgsmål op om, hvorfor man skriver.
Svarene er mange. Nogle skriver, fordi de ikke kan lade være. Andre fordi de har et vigtigt budskab, de gerne vil have frem. Andre igen skriver, fordi de så gerne vil forfatterskabet og håber at blive opdaget - læst af mange etc. Mange kæmper med den indre kritiker, den ambitiøse ragekniv og en gnavende mistillid til at lykkes i sidste ende.

Drivkraften - den kreative nerve - om man vil - er den noget, man kan fremelske og arbejde sig frem til?

For mange år siden, da jeg gik på Skolen for Brugskunst (DK's Designskole) var vi flere studerende, der funderede meget over, om man kunne være kreativ på kommando. Om budskaber - og om det hele bare var en fis i en hornlygte. Var der ikke allerede et hav af overflødighedsprodukter? For eksempel: Hvor mange peberkværne var der ikke allerede på markedet - kunne man overhovedet formgive en kværn, der var nyskabende, pænere, billigere, mere holdbar osv.

En af mine medstuderende fra en ældre årgang, lyttede længe på mine spekulationer i den sammenhæng. Og hans svar var:

“At være kreativ er en livsstil. Du kan lade være. Men du kan ikke holde op... lige som at børste tænder. Men du skal have noget på hjerte. Ellers bliver det en sølle tandbørstning.”

Det lo jeg meget af dengang. Siden gik det op for mig, ikke kun i forhold til at blive designer, mesterkok, musiker, fodboldstjerne - men i lige så høj grad til at blive/være forfatter:
Man skal have noget på hjerte, ja. Men det behøver ikke være et ophøjet budskab eller en morale. Bare en historie, man gerne vil ud af hjernen og ned på papiret.

Flere store forfattere (bl.a. Salman Rushdie) har udtalt noget i samme retning uden at moralisere. For der ER ingen opskrift/facitliste på at være kreativ. Kun at kreativiteten er lige så krævende som enhver anden disciplin, man ønsker at beherske...

Jeg fristes til at tilføje en gammel sandhed: At blive god til noget er ikke kun et spørgsmål om talent. Det handler også om viljen til at arbejde med talentet.

Selvfølgelig er talent en faktor. Og det er vel nu engang sådan, at hvis man kan mærke, at noget lykkes, får man lyst til at prøve endnu mere.
Men det handler også om at VILLE bearbejde og udvikle. At beherske teknik og redskaber. At prøve dem igen og igen for at finde frem til lige dét fantastiske resultat, man har higet efter.
Alligevel kan man dagen efter, når man pavestolt ser på resultatet, martres af tvivl - kunne det ikke blive bare LIDT bedre?

I min optik bliver intet nogen sinde helt godt nok. Kunsten er - ud over at have noget på hjerte, have talent og vilje til at videreudvikle - at stoppe i tide. Inden det, man har kreeret, bliver til noget andet.
For det bliver muligvis ikke bedre. Bare noget andet. Måske endda dårligere.
Andre gange vender man tilbage til det første, man kreerede. Med den forvisning, at det virkelig ER det rigtige, nu hvor man har prøvet en masse af.
Moralen? Det er uhyre sjældent, at alt lykkes i første hug. Og vi kan vel ikke alle være genier a la Mozart. Eller kan vi?