Mysteriet om de ejerløse briller

Foto; Dainis Gravis, Unsplash

- Er det ikke dine? spurgte min mand og rakte mig et par briller med sort stel. - De lå her på reolen, så jeg tænkte, det var dine reservebriller. Men jeg har aldrig set dig bruge dem.
Jeg gloede uforstående på det kraftige, sorte brillestel og rystede på hovedet.
- Næ, de briller er ikke mine, svarede jeg og tilføjede: - Jeg troede, at det var dine.
For jeg havde i flere dage bemærket brillerne, der lå nok så nydeligt sammenfoldede på vores lave reol ved siden af fjernsynet. Overbevist om, at det var min mands, havde jeg blot ladet dem ligge.
- Nej, selvfølgelig er det ikke mine, gryntede gemalen lidt irriteret. - Hvis det var mine, ville jeg da ikke have spurgt dig.
Vi så skiftevis på brillerne og hinanden.
- Jamen, hvis det ikke er dine og ikke er mine, hvis briller er det så? gav jeg igen.

Vi havde ikke haft besøg, så hvem kunne være brillernes ejermand?
Den eneste, der havde været forbi, var en tekniker, som havde ordnet vores internetforbindelse. Ja, og så en vvs’er, der ugen før havde skiftet et rør.
Jeg ringede og forhørte mig hos dem begge. Men ingen savnede et par sorte briller.

- Mystisk, hvordan er brillerne så landet hos os? Hvem kan have efterladt dem her? sagde min mand spekulativt. - Jeg kan efterhånden ikke huske, hvor længe de har ligget her.
Det kunne jeg heller ikke.

Umiddelbart var der ikke tale om “fine” briller. Det kunne sagtens være den slags læsebriller, man kunne finde på apoteket, på en tankstation eller i en discountforretning. Men da vi for Gud ved hvilken gang tog dem i nærmere øjesyn, kunne vi kun konstatere, at glassene havde en vis styrke.
Ergo spurgte vi for en sikkerheds skyld vores nærmeste venner. Uden succes. Heller ikke naboerne ville kendes ved brillerne.
Det var virkelig besynderligt. Det gik så vidt, at vi begyndte at fundere over, om nogen havde været i huset uden vores vidende. Ja, vi overvejede endda, om det kunne være vores børn eller deres venner, der udøvede en practical joke. De teorier bar heller ikke frugt.

Til sidst måtte vi opgive. Brillerne lå endnu en tid på reolen og stirrede drillende på os, indtil de røg ned i en skuffe. På et eller andet tidspunkt måtte en eller anden synder vel melde sig.
Men det gjorde ingen.

Hvis du tilfældigvis skulle kende den oprindelige ejer, modtager vi gerne dusør for at have sørget for behørig opbevaring.
Men i øjeblikket er vi altså de lykkelige ejere af et par ejerløse briller.

PS:
Da jeg viste min mand denne lille historie, så han lettere desorienteret ud.
- Åh, dem! Hvor var det lige, vi gjorde af dem?
Vi har ledt overalt. Og leder stadig. De ejerløse briller er pist forsvundet…