Sådan begyndte det

Bag om Skaldepande:

For længe, længe siden - ja, for det ER mange år siden - skulle min yngste datter, Nathalie, der dengang gik i 4.klasse, skrive en stil. Det skulle være et eventyr. Det måtte bare ikke begynde med det typiske “Der var engang”.

- Jamen, hvad skal jeg så skrive? spurgte hun gnavent.
Jeg kunne godt høre, at hun ikke orkede den stil.
- Hmm, mumlede jeg midt i ordning af vasketøjet, - du kunne da bare skrive, hmm, “Dengang, der var mange eventyr, glemte man at fortælle…”
Hun skrev lidt, fingererede ved blyanten og sagde:
- Jamen, hvad skal det eventyr handle om? Måske skulle jeg skrive om en prinsesse?
Jeg slap vasketøjet og gik hen til hende.
- En prinsesse, det var da en udmærket idé, men hvad er der så med hende? Er hun smuk? Eller grim? Eller er hun en skaldet dværg? provokerede jeg.
- Skaldet! Ja, skaldet, grinede min datter. - Men det skal være hemmeligt.

Og så var jeg blevet tændt, kunne ikke lade være med at følge op:
- Så kald hende Skaldepande.
- Dronningen skal hedde Krøltop, besluttede min datter.
- Ja, og kongen hedder så Skægfryd, grinede jeg og gik tilbage til vasketøjet.
- Hvordan staver man til paryk? kom det lidt efter.
Men mere hørte jeg ikke, for nu var hun i gang og skrev med stor iver. Efter en times tid kaldte hun igen:
- Nu mangler jeg ikke så meget. Men vil du ikke lige se, hvad jeg har skrevet?
Overrasket skimmede jeg ned over siderne i stilehæftet. Hun havde skrevet langt mere, end jeg havde forestillet mig. Historien var virkelig sjov.
Jeg tilstår, at jeg så hjalp hende med et par småting men overlod hende til at skrive slutningen. Stilen blev afleveret, den blev læst højt i klassen - og siden endte stilehæftet i en kasse med andre skoleting.

For nogle år siden ryddede Nathalie og jeg så op i gemmerne. Den helt store tur, for nu skulle der virkelig sorteres og smides ud. Det var kun, fordi stilehæftet drattede ud af bunken med papirer, at vi forfaldt til at læse i den sammen. Arj, hvor vi lo over den stil med prinsesse Skaldepande. Især over slutningens fede pointe.
- Den historie kunne godt blive til noget, hvis den blev skrevet igennem og fik mere fylde, udbrød jeg uden at tænke over konsekvenserne.
- Jamen, værsgo! Skriv! svarede Nathalie og rakte mig hæftet. - Det var jo dig, der kom på det med, at prinsessen skulle være skaldet.

Den opfordring kunne jeg ikke stå imod. Jeg endte med at omskrive den oprindelige stil, tilføjede nye ting men bevarede pointen og lagde manus væk. Indtil jeg over en kop kaffe med min ældste datter, Sarah, fortalte om historien - og spurgte hende, om hun kendte en illustrator. En, der havde en eventyrlig streg. Hun foreslog flere, men ingen af dem ramte lige det, jeg havde forestillet mig.
En aften noget efter ringede jeg til hende og meddelte glædestrålende, at jeg nu havde fundet den helt rigtige til at lave tegningerne. Og da hun spurgte, hvem det var, holdt jeg en kunstpause og sagde: Dig!
- Nej, nej, den slags har jeg aldrig prøvet, prøvede hun at undslå sig.
Men sådan blev det.
I den lille video herunder kan du se de første skitser. Og nu er bogen blevet til virkelighed på tryk. Med mine to musers opbakning.

Det var aldrig sket uden deres medvirken. Derfor: Den kærligste tak til Nathalie og Sarah!