Bogbønnen og dens 4 bud — sallysharf.com

“Det knuser mit hjerte, men jeg ved det skal gøres. Min datter hjælper mig med at smide bøger ud,” skrev en ven på Facebook.

Oh, holy moli - jeg fik kaffen galt i halsen. Smide bøger ud? Det kan hun da ikke mene. Man smider ALDRIG bøger ud. Eller gør man?

Sandt at sige, så sker det jo alligevel. Masser af bøger ender i affaldet. Og jeg har også selv, en enkelt gang, båret lekture til udsmidning. Jeg fortrød straks efter og hev stablen af bøger op af affaldscontaineren igen, mens jeg belærte mig selv om alternativer til min næsten fuldførte helligbrøde:
Andre kan få glæde af dem.
Måske bliver de penge værd med tiden.
Tænk, om nogen går rundt og leder efter lige dé udgaver …
Og tænk på, hvor mange kræfter, der er lagt i processen. Ikke blot fra forfatterne men også grafikere, trykkerier, bogbindere, forlagenes PR - boghandlerne. For ikke at tale om alle de træer, som blev fældet for at skaffe papir.

Altså bar jeg bøgerne tilbage, parkerede dem i mit pulterrum og satte mig for at tænke i genbrug, ud fra devicen: Bøger er bevis på videndeling af erfaring, tanker og oplevelser og vidnesbyrd om holdninger og interesser, der har optaget både skribenter og læsere i de perioder, bøgerne blev udgivet.

I dag, en del år senere, har jeg prøvet flere ting af: givet mine læste bøger til genbrugsbutikker, “glemt” bøger i bussen og i toget. Efterladt bøger på parkbænke, ved ventepladser, i cafeer, doneret til skolebiblioteker og lagt bøger til kolleger. Foræret til “Læs for livet”, der indsamler bøger og donerer skræddersyede biblioteker til institutioner, som arbejder med udsatte børn og unge. Kan afsløre, at det hver gang har været SÅ rar en følelse…

For en del år tilbage arbejdede jeg i en bogklub, hvor et monstrøst bogbjerg, der i årevis havde ligget og gulnet og derfor ikke længere kunne sælges, skulle sendes til makulering.
MAKULERING - alene ordet fik mine nakkehår til at stritte. I min fantasi skuede jeg ind i et vældigt krematorium, hvor kister fulde af bøger blev fortæret i flammekasteres hvæsende, blå brøl.
Det var ubærligt.
Kunne man ikke bare forære bøgerne som genbrugs-goodies til bogklubbens medlemmer, når de købte andet læsestof? spurgte jeg.
Svaret var nej. For de bedagede bøger repræsenterede en værdi, som kun kunne godskrives ved salg - eller makulering.
Som et kompromis blev der tilbudt “bogpakker med unavngivne titler”, som medlemmerne kunne købe for en symbolsk sum. Suk. For dette tiltag var jo alt, alt for spagt i forhold til bogbjerget, som kostede dyrt at have liggende på lager.
Altså: jeg måtte bøje mig og acceptere makulering af de tilbageblevne bøger.
Retfærdigvis skal siges, at der faktisk blev solgt mange bogpakker, inden flammekasterne gjorde det af med resten…

Med dette in mente fik jeg ideen til bøgernes egen lille bøn:

Læser vor,
Ung som gammel:
Rejs med i vores indre,
glæd dig side for side.
Grin, græd, frygt, elsk og lær.
Giv os i dag flere nye læsere.
Men fri os for fedtede fingre,
æselører og våde reoler.
Og led os ikke til flammerne,
hverken nu eller i al evighed.

Og dertil fire bud, som tåler endnu mere vægt:

Kære forfatter: Overvej altid digitale varianter som en del af de udgivelser, du skriver på.
Kære forlag: Udnyt mulighederne for “print on demand” endnu mere og tilpas prisen på e-udgaverne, så de trykte bøgers pris kan holdes i nogenlunde ro.
Kære butikker: Fang potentielle købere med store plakater i stedet for at eye-catche med kæmpe bogstakke af populære titler. Det er faktisk et stærkt signal at kunne melde udsolgt.
Kære læser: Vil du kun læse en bog én gang, og køber den trykte udgave: Giv bogen videre, når den er læst. Alternativt: Lån bogen på biblioteket, eller vælg e-bogsudgaven.