Aftryk efter Gorbatjov - og hans fødder

Vemodig eftertanke overrumplede mig, da jeg tilfældigt klikkede ind på tv-programmet med og om Mikhail Gorbatjov på DR2. Det er et stærkt portræt fra 2018 af den tidligere Perestrojka- og Glasnostpræsident for det gamle USSR, dygtigt tilrettelagt af Werner Herzog.

Nu er “Gorba” ikke mere. En ronkedor har takket af. Jeg har tidligere set klip med den aldrende Gorbatjov, uden af det rørte mig. Men i lyset af de seneste måneders begivenheder slog det mig, hvor meget denne mand ofrede i forsøget på at udstikke en ny kurs for sit land og verden - og hvor sørgeligt, det er gået siden. I den forbindelse kom jeg også i tanker om noget andet, nemlig Gorbatjovs fødder.

Hvornår - og i hvilken forbindelse - hans fødder kom i søgelyset, husker jeg ikke helt, men det var nok omkring 1986, dengang den sovjetiske generalsekretær for alvor fik Vestens øjne rettet mod sig. En af mine nære venner her i DK - som havde sans for “skæve vinkler” udi PR - fik det indfald at ville have billeder af kendis-fødder. Nu kunne man forledes til at tro, at det drejede sig om velformede fødder - men nej, det smukke var ikke i fokus. Derimod gjaldt det personer, hvis fødder i overført betydning satte vigtige aftryk på nutiden. Og så lå Mikhail Sergejevitj lige for.
Hvordan og med hvilke midler min ven forfulgte dette påfund, fandt jeg aldrig ud af. Men en rum tid senere vendte han jublende tilbage og proklamerede, at billedet af Gorba’s fødder var i hus. Sådan. Hvordan og hvor billedet blev brugt, og hvor det siden er endt, ved jeg heller ikke.

I dag kan jeg ikke lade være med at tænke på det billede. For havde Gorba pæne fødder? Led han af nedgroede negle, var tæerne skæve med ligtorne? Og ville han gå med til at få sine fødder foreviget til et (går jeg ud fra) dansk reklamestunt?
Men billedet kom jo. Ret beset kunne fødderne dog tilhøre en anden. Måske fik Sovjetunionens frontfigur sin te i den gale hals og lo, så tårerne trillede, da forslaget kom ham for øre. Hvorefter han sørgede for at få fremsendt et billede. Ikke af sine egne - men af en af sine stabsmedlemmers fødder. Forestil dig lige, hvordan en yngre herre med rimeligt velplejede poter måtte smide sko og sokker i sagens tjeneste… Og så alligevel. I min fantasi kan jeg sagtens se for mig, at Gorba fandt ideen uimodståelig. At han, selv om forespørgslen i hans øjne var noget tosseri, hellere tog sådan en udfordring alvorligt frem for at få foreviget sig selv med et klassisk, glanspoleret portræt.

For længe siden blev statsoverhoveder mumificerede. Og afstøbninger af en afdød berømtheds ansigt er heller ikke længere salonfæhig. Men i denne sindssyge verden ville det måske være på plads at sørge for en afstøbning af Gorba’s fødder, hvis det føromtalte billede ikke længere eksisterer. For sporene efter hans skridt har om nogens udfordret det moderne syn på frihed og demokrati. Hans heltemodige forsøg på at reformere og række hånden frem bør ikke gå i glemmebogen.

Sidst i interviewet zoomes der tæt ind på Gorba’s ansigt, mens han citerer Mikhail Lermontov herunder. Jeg fik altså en klump i halsen. En klump, der er blevet siddende. Han var virkelig Sovjetunionens sidste helt. Men også fremtidens verdenshelt. For det er personligheder som ham, der kan bane vejen. Forhåbentlig vil andre træde videre i hans fodspor.

Ene går jeg på landevejen ud.
Flint blinker gennem dis.
Natten er stille. Alt lytter til Gud.
Og stjerner konverserer i tusindvis.

Himlen er forunderlig at skue.
Jorden sover i stråleglansens blå.
Dog mærker jeg dystre tanker true.
Banker håb eller fortrydelse på?

Af livet jeg intet håb nærer.
Ingen fortrydelse smerter mit sind.
Frihed og fred er alt, jeg begærer.
Lad mig glemme og sove ind.

Men giv mig ikke gravens kolde døs.
Blot evig søvn vil være mig en trøst.
Lad livets kraft stille slippes løs
ved hvert åndedræt i mit bryst.

Lad stedse kærlighedssanges toner
stryge mig over kinden.
Lad over mig eviggrønne eges kroner
svaje og hviske i vinden.

Udsendelsen “Sovjetunionens sidste helt” kan du finde her

Helle Sally SharfSeptember 1, 2022