Viden er stadig magt

Godt nok lever vi i en verden med rige muligheder for at søge information. Men kan vi stole på det, vi får at vide? Er viden stadig en vare, der fordrejes eller stikkes under bordet? Vil vi finde os i det? Vil vi hellere leve lykkeligt uvidende? Lade os hjernevaske? Eller tør vi konfrontere os selv med udfordrende viden, selv om den gør ondt?

Solen drejer rundt om jorden? Nej, med den viden, vi har i dag, ved vi, at det postulat er helt passé. Hvordan er det så lige med Corona? Foto: Miguel Bruna, Unsplash

Dengang, der var mange eventyr, glemte man at fortælle…
Sådan indledes et par af mine børnebøger. Men måske kan sætningen også bruges om et nutidigt, uhyggeligt et af slagsen. Det vil sige: beretningen om den fæle tante Corona.
Hvis det altså ikke lige gjalt den sande historie om Covid19. En hårrejsende, uhyrlig beretning, der ikke er for sarte sjæle. Og da slet ikke for dem, der vil beholde en flig af tro på det gode i mennesket.

Reelt bør ingen lukke øjnene for, hvad der virkelig er sket. Heller ikke, selv om mange for længst har fået nok af Covid19. Gennem mere end to år er vi blevet proppet med alskens beretninger om denne “influenza”. Vi har lagt øre til mere eller mindre valide synspunkter og fakta, daglige smittetal, maskepåbud, mink-gate, vaccineringshetz og nedlukninger i forbindelse med denne pandemi. Alt sammen med uoverskuelige følger både menneskeligt og økonomisk.

For mit eget vedkommende er indsigten i den samlede ”fortælling” ret fragmenteret. Lige som sandheden omkring Coronaens mørke oprindelse efterhånden er indsmurt i talrige postulater og konspirationsteorier. Derfor har jeg – da Corona næppe helt er historie – besluttet at skaffe mig et bedre helhedsbillede af, hvad man (måske) ved.

Det har jeg så gjort ved at lytte til bogen “What really happened in Wuhan” af Sharri Markson.

Control of the narrative

Lad det være sagt med det samme. Bogens indhold er et mareridt af intens data. Måske er det lettere at læse bogen frem for at lytte, som jeg har gjort. For myriaden af informationer og gennemgangen af forhistorie, forklaringer og ikke mindst udtalelser fra en enorm vifte af involverede personer kræver koncentration.
Til gengæld er forståelsen for, hvad vi er vidne til i vores samtid, så meget stærkere.

Nogle af kapitlerne kan ikke undgå at ryste og udfordre læseren/lytteren til det yderste. Det er ganske enkelt så barsk en gennemgang af forløbet, at man tror, det er løgn.
At dømme det som løgn ville dog være for let. Heller ikke, selv om mange løse tråde stritter i adskillige retninger. Det er kompliceret og grimt - langt værre end ‘Game of Thrones’ for blot at nævne en kendt serie gennemsyret af taktiske manøvrer, infame fordrejninger og politisk korridorvirksomhed. Eneste krydderi, som kun forekommer i GOT, er kærligheden. I “What really happened in Wuhan” er der ingen bløde sider. Ingen!

Det værste - i min optik - er fortielserne. Manipulationerne. Den konsekvente afvisning af alt, der kommer frem - når det ikke passer ind i det, man ønsker frem i lyset. Den imponerende måde skiftevis at kontrollere, fordreje, underspille og latterliggøre, hvad der er foregået, med det ene formål af kontrollere narrativet, dvs. 'control of the narrative'. Ikke bare, da pandemien var en realitet. Næ nej, i lang tid (læs flere år!) inden. Såvel fra politisk side som i forskerkredse.

Sharri Marksons kulegravende fortælling sætter en tyk streg under det faktum, at viden - stadig - er magt. Og at viden, lige som i “Rosens navn” af Umberto Eco, kun må tildeles de få.
Derfor kan jeg kun anbefale at læse om det cover-up, som udrulles i “What really happened in Wuhan”.
Læs den og husk, at der ikke kun findes én sandhed. Men vær bevidst om, at bogen lægger op til at være om muligt endnu mere kritisk over for alt det, vi som almindelige verdensborgere får fortalt. Og navnlig over for alt det, der stikkes under tæppet - eller afvises som 'fake news'.