Drømmen om et badekar

Jeg tilhører den generation, hvor man i min barndom omtalte et velbjerget hjem som “et hjem med klaver”. Talemåden refererede til et hjem, hvis familie ikke bare var rig, men hvor det kulturelle også var i højsædet - og hvor det var god latin at gå til spil - til en del af mine skolekammeraters store fortrydelse. Der skulle øves skalaer og læres at læse noder, helst hver dag … Og ved familiefester var der i reglen en tante eller en husven, som med øvede hænder spillede salmer, folkeviser eller ligefrem klassiske musikstykker.

Sådan var det ikke i mit barndomshjem. Vi havde ikke klaver - men vi havde badekar. Ikke et lille siddebadekar. Næ nej, det var skam et full size et af slagsen, hvor man kunne ligge mageligt henslængt i duftende skumbad og blæse på små skyer af boblende sæbeskum, indtil man med halvt opløst hud, rynkede tæer og fingre samt rød næse klatrede ud af karret. Det var skønt. Og jeg følte mig rig.

Men så kom oliekrisen, og efterhånden var det både samfundsfjendtligt og ødselt at formaste sig til karbad. Brusebad var sagen. Suk! Alligevel tog jeg tit til mit barndomshjem som voksen for at vederkvæge mit kurfyrstelige legeme i et hedt karbad. Jeg følte mig som en slægtning til Dronningen af Saba.
Engang hældte jeg af samme grund en liter sødmælk og en stor flaske flydende honning i badevandet. Det var ikke helt, hvad jeg forventede. Faktisk syntes jeg, min hud kom til at lugte af sur mælk. Så den slags alternative karbade holdt jeg op med og nøjedes med at tilsætte badevandet sæbeskum og duftende olier.

Siden flyttede jeg ind i en forholdsvis lille bylejlighed, hvor det oprindelige liggebadekar var fjernet til fordel for en vaskesøjle. Det var praktisk for en familie med to børn, og tanken om badekar måtte vige. Indtil videre, i al fald. For ønsket om igen at få ét forlod mig ikke. I min optik ville det være som at få et hjem med klaver.

Der gik mange år - stadig intet badekar. Kun ved sporadiske hotelophold kunne jeg indfri min længsel efter at ligge i lage, mens der stod et glas vin ved karkanten, og luften var tyk af høj musik og sæbeskum.

Imidlertid tog sagen for lidt over tolv år siden en uventet drejning. Jeg havde for længst affundet mig med det manglende badekar. Min yngste datter var begyndt at spille violin. Og en sen eftermiddag ringede min mor og meddelte, at med så intens en musik-interesse måtte hendes barnebarn da have et klaver. Derfor havde min mor nu indkøbt et til vores hjem. Jeg var mundlam. I første omgang troede jeg, hun mente et mindre et, som kunne tages frem og lægges på datterens skrivebord. Forkert. Det var skam et fint opretstående Yamaha-klaver med et fuldt 88 tangenters klaviatur. Ingen smalle steder her!

Min mand og jeg måtte virkelig prøve at holde masken. Vi var jo smaddertaknemmelige på datterens vegne, men hvor i alverden kunne vi få plads til et klaver i vores lille lejlighed?
Heldet ville, at gemalen har en fortid som indretningsarkitekt. Efter en del hovedbrud endte det med en større indretningsændring - og klaveret fik en prominent plads i vores stue.

Billedet er saxet fra Facebook: A stained glass bathtub - by Nicholas James.

I dag bebor jeg således et hjem med klaver. Men det luksuriøse badekar drømmer jeg stadig om. Så nu er spørgsmålet, om jeg ikke bare skal købe et og lade gemalen opfinde pladsen…